- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 9. aarg. 1895 /
270

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. 1ste novbr. - En vaardag i St. Paolo (Skizze af Doris Rein)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

øiet. Gjennem den mægtige hvælving, der forbandt lcirken med tvær
skibet og hvorigjennem det pragtfulde alter herfrå tortonede sig fuld
stændig harmonisk, lød musikken fjernt og dæmpet. Hvor vi stod,
aabnede nye undere sig for øiet, uafladelig dannede søilerne nye, hen
rivende grupperinger, eftersom vi saa dem stærkt paa skraa, mindre
paa skraa, eftersom vi stod i de inderste skibe eller længere ude i
søilerækken. Lys og skygge brødes i skiftende nuancer og overgange
under de fine buer, og glasmaleriernes glans og farver syntes at speile
sig i de klare søiler og gulvets speilblanke marmor. Mange finder
denne kirke kold. Ja, kommer man derhen for at gjennemglødes af
andagt, forat synke ned og glemme sig seiv og verden under om
fattende og beskyttende mure, da er den kold, men kommer man der
hen, snarere modtagelig for indtryk end ønskende at blive dem kvit,
da ligger der i denne pragtfulde og dog saa kydske og rene skjønhed
en saadan glæde og fuldendt harmoni, at sindet uvilkaarlig løsrives fra
det jordiske og føres opad mod tanken paa høiere verdener, vi jord
mennesker ogsaa engang skal faa lov at betræde. Den guddommelige
længsel, de vækker, bryder jo allerede her skrankerne og fremtryller
værker, hvis skjønhed synes at afspeile et glimt af den himmelske glans.
Endelig maatte vi dog løsrive os fra al denne herlighed og gaa
op for at høre messen, der klang saa dragende ned til os. Stille satte
vi os blandt den lille folkeskare udenfor kapellet. Derinde brændte
utallige lys paa det lille alter, røgelsen hvirvlede sig opad i lette skyer
og forenede sig med den skarpe solstribe, der faldt ind fra oven, hvor
ved en gylden straaleglans dannede sig omkring de prægtigt smykkede
munke og prælater i hvide og guldvirkede silkedragter, der dels sang,
dels læste op af store bøger, der hvilede paa kostbare stativer. Over
kapellet seiv, der adskiltes fra kirken ved et gyldent gitter, hvilede en
solvarm, mattere lysreflex, der i høi grad bidrog til at fremhæve de
fungerende præsters skikkelser og pragt. Udenfor sad den lille, fattige
menighed. Sammenkrøbne mænd og bøiede kvinder. Børn med sort
haar og kulsorte øine, der uafladelig vendte og dreiede paa sig for at
se, hvad der foregik rundt dem, mens reisende, hvis trin gjenlød paa
det blanke gulv, og hvis halvhøie stemmer lød hult under hvælvingerne,
spadserte omkring uden hensyn til andagten. Men skuespillet derinde
var saa skjønt, musikken saa eiendommelig, at vi dog blev siddende
som tryllebundne til messen var over, og alle i ærefrygtsfuld taushed
bøiede sit hoved for krucifixet.
Saa gik vi for at bese klostergaarden. Gjennem en liden dør
ligeoverfor den, hvorigjennem vi havde betraadt kirken, kom vi ind i
en mindre gang. En bred solstraale faldt pludselig paa stengulvet ved
mine fødder, jeg løftede hovedet og gjennem en stor glasrude og i en
dør lige foran mig saa jeg: Hvad var det? Lyserødt — bare lyserødt
270 Nylændk, iste novbr. 1895.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 17:47:22 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1895/0298.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free