Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. 1ste novbr. - En vaardag i St. Paolo (Skizze af Doris Rein)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Men livet seiv maa da alligevel være det største/1 indvendte
jeg — „selv om det ofte flænger os itu. Vi er dog skabte til at
kjæmpe, gi’ igjen, hvad vi har faaet, gaar veien end som oftest gjen
nem lidelse og skuffelser."
„Mange af disse mænd, jeg taler om,“ svarede han, „havde alle
rede levet og stridt, til de tilslut, udtrættede af kampen, af livets
tusinde forvirrede maal søgte fred, en høiere forstaaelse af tilværelsen
i stræben efter sjælsrenhed, indre harmoni og skjønhed. Se omkring
Dem, kun den fineste sans for harmonien kan frembringe noget saa
dant som dette. Midt i klostrets trange verden denne henrivende plet,
yndig som en uskyldig kvindes smil — ren som et barns blik, synes
det ikke at vidne om, at der gives skjønheder indenfor dette afsondrede
livs sfære, hvis renhed og høihed vi kjæmpende mennesker midt i
livets strid, ofte neppe kan ane?“
„Jo,“ svarede jeg, „det værste er, at De næsten gir mig ogsaa
lyst til at blive benedictinermunk. “
Han lo og sprang op. „Det er solen og roserne, som bedaarer.
Kom, vi maa i al stilhed plukke os hver vor rose, det gaar ikke an at
gaa tomhændet herfrå. “
„De, der stræber efter sjælsskjønhed, hvad tænker De dog paa!“
lo jeg.
„Paa, at jeg endnu desværre er langt fra at have opnaaet den,“
lo han med. „Se her er Deres rose,“ og han rakte mig en henrivende
knop, som han brød af busken, der slyngede sig tæt om balustradens
karm.
„Den skal altid minde mig om benedictinermunkene/1 sa’ jeg.
„Men min, hvad skal saa min minde mig om?“ spurgte han, den
var saa smuk, halvaaben og duftende.
„En sollys vaardag i St. Paolo,“ foreslog jeg.
„Ja, det minde er smukt nok“ — sa han — „men lad os tage
os iagt og gjemme dem godt, naar vi gaar gjennem kirken, at vi iklce
tilslut skal komme til at gjøre et mindre heldigt bekjendtskab med be
nedictinermunkene, som nu staar saa rosensmykkede for vor fantasi.“
Hvor forekom ikke nu kirken os kold i sin pragt efter den solvarme
gaard.
Da vi traadte ind ad vor lille dør, drog en lang procession af
munke med lys i hænderne henimod det samme kapel, hvor vi nylig
havde hørt messen.
„Nu begynder en ny“, sa’ min ledsager.
Og da vi gik ud, strømmede den samme dæmpede sang og musik,
P-fbrudt af læsende stemmer, iid under hvælvingerne.
272 Nylænde, iste novbr. 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
