Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. 15de decbr. - Føljeton: Solnedgang (U. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Himlen er ikke en videnskab, hellerikke er den nogen skueplads
for spiritistike séancer i den forstand, Du mener,“ svarede hun alvorligt.
„Den er kun ét og dog alt: evighed, aand, tilfredsstillelse. Seiv saa
lykkelig, som jeg nu er sammen med Dig, føler jeg som et tomt rum,
en længsel, som ikke engang Du kan udfylde."
„Dine tanker er ikke mine. Du havde ret. Jeg forstaar Dig ikke,"
hans stemme lød kold; „lad os tale om noget andet, Ellen, dette er
altfor trist, sentimentalt, sygeligt. Imorgen reiser jeg altsaa, og naar
jeg saa kommer igjen, lad der saa være slaaet en streg over disse
gammeldagse anskuelser, som slet ikke passer for en ung, livsglad
pige, og som i længden — ja, jeg negter det ikke — vil komme
til at trætte en mand som mig. Har vi da ikke tidens store spørgs
maal og opgaver for os. Jeg vil ikke saare Dig, kjære Ellen, jeg vil
kun vort fælles bedste."
Hun saa grundende hen for sig. Endelig sagde hun: „Jeg har
ingen store opgaver liggende for mig. Mit liv er noksaa indsnevret,
som Du ved. Men mon jeg ikke har en, høiere end alle? Den har
ligesom klarnet sig for mig i den sidste tid."
Han saa forundret paa hende. „Er det Din mening at blive nonne
eller etslags søster?" spurgte han med lidt spot i tonefaldet.
Uden at agte paa hans spørgsmaal, vedblevhun: „Jeg har ligesom
faaet et stort haab, en stærk længsel efter det bedste; denne længsel
drager mig undertiden bort fra Dig."
„Det er altsaa jeg, som ikke er nok for Dig," sagde han langsomt
og ligesom lidt overlegent.
Hun saa dybt paa ham.
„Jeg er bange for, Du er altfor meget for mig, Poul, saa stor
lykke føler jeg ved at være hos Dig, og dog," tilføiede hun stille, „er
hverken Du eller jeg nok for hinanden. Der er noget over os begge,
som vi niaa elske høiere end hinanden, fordi det er større end vi."
„Og det er, Ellen?"
„Det er vort guddommelige ideal, Dit og mit, alle menneskers!"
„Et fantom!" svarede han, „vi maa seiv skabe og vælge os vore
idealer, hver efter sin smag og sine tilhøieligheder!“
„Det blev neppe noget ideal, Poul, som vi glade og stolte kunde
ønske at efterligne og følge."
„Er det det feilfrie, Du mener? Har der nogensinde existeret et
ideal i den forstand? Tror Du paa saadant nonsens?"
„Jeg ikke blot tror," svarede hun med overbevisning, „jeg ved det;
jeg føler det ogsaa; denne rene skjønhed rundtom os nu, bringer mig
til at ane noget endnu herligere, og mens jeg sidder her hos Dig,
kommer der ligesom en tungsindig længsel over mig efter at leve evig
sammen med Dig i en høiere og ædiere tilværelse, hvor intet kan
307 NYLÆNDE, 15de deccr. 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
