Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste jan. - Erindringer om Camilla Collett (Marie Bonnevie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
venner, talte om dem, spurgte efter dem, og fulgte med varm delta
gelse deres skjæbne. Hun tænkte, at de vilde komme til hende nu, og
gjengjælde hendes „trofaste visitter" fra den tid, da hun seiv kunde
gaa ud til dem. Hun vented og vented, men de, som hun vented —
kom ikke. Det gjorde hende ondt, hun tog sig det nær mange, mange
gange. Naar hun havde lettet sit hjerte ved at meddele sig, sagde hun,
som hen for sig seiv: „Aa ja, det kan bæres altsammen! 11
Fru Colletts gjæstfrihed var stor. Sjelden maatte man gaa fra hende, uden
først at have nydt noget hos hende, endda det var hende slet ikke altid
saa let at faa det tilvejebragt der i pensionaterne. Endog i den sidste
tid, da hun var syg og træt, og lidet seiv kunde nyde, havde hun om
sorg og tanke for andre. Til sine tider kunde hun være ganske døds
træt. Efter et langvarigt, pinefuldt hosteanfald, naar hun laa stille med
lukkede øjne, saa det ud, som om døden var nær og let kunde blæse
livet ud med et eneste pust; men hendes elasticitet var forbausende og
livsaanden stærk, efter en stunds forløb kom hun sig ganske igjen.
— Frisk luft var for fru Collett en livsbetingelse, ret som det var,
havde hun vinduerne oppe, men forsigtighed ligeoverfor aabent vindu
— seiv i den strenge kulde — var ikke netop hendes sag. — Luft og
bad havde hun megen tro til, som midler, der lægger aar til ens liv.
— Midt paa gulvet i stuen stod et rundt bord, bedækket med mange
ting, mest bøger, aviser, fotografier, men ogsaa adskillige smaasager,
som fru Collett havde brug for. Til afveksling fra hvilen paa sofaen plejede
hun at sidde i sin lænestol henne ved dette bord, da kigede hun gjerne
lidt i aviserne eller i en bog, men længe ad gangen orkede hun det
ikke, saa var det atter at trække sig tilbage til sofaen og komme til
rette igjen der mellem puder og tæpper.
Det var sandt, det hun sagde, at der var meget paa bordet. Jeg
kom en aften op til hende og havde med mig en plantning duftende
liljekonvaller, som hun plejede at være saa glad i. Men hun var i det
øieblik i en saa mismodig stemning, at intet kunde glæde, blomsterne
ikke heller, hun brød sig slet ikke om dem, sagde ganske ulykkelig:
„Blomster kan jeg ganske godt undvære, jeg har jo ikke engangplads
her paa bordet, nej — det faar være til min sidste fest!" — Det var
jo lidt trist at høre, men jeg haabede alligevel, at stemningen om en
stund vilde lysne. Det gjorde den ogsaa lidt efter lidt, som naar him
len klarner op efter en regnskur. Førend vi tilslut skiltes, havde vi
havt en rigtig hyggelig stund. Siden blev hun ogsaa mere glad i
blomsterne. En og anden gang kunde det nok hænde, naar man kom
og vilde forære hende noget, i den tanke, at det kunde være til glæde
eller hygge, at hun slet ikke vilde have det, og at man til en begyn
delse fik det svar: „nej — nej tak“, hun „behøvede“ det ikke, „behold
det selv‘\ Sky veg hun ligesom tilbage, bange for at besværes med
nylænde, iste jan. 1896. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
