Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Barnefaderens Navn - Vaar (Thora Holte)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Barnedaab udført paa stiftelsen meldes ikke til den sogneprest,
hvor moderen (eller forældrene) hører hjemme. Stiftelsen betragtes i
saa henseende som en „menighed“ for sig.“
Uaar.
Himlen er tindrende klar med gyldenhvide skyer, og solen kaster
lange brede straaler over havet, — men der, hvor luft og hav glider
sammen, bliver straalerne veie, som fører til himlen. Og havet gaar
friskt mod landet.
Halvnøgen staar skogen; men saa bævende fin i sin kydske ren
hed! I mildt alvor staar granen og furen og tager mod solens ær
bødige haandkys. Og seljen løfter indsmigrende sine smaa dunede
gaasunger op mod solen, og solen kysser dem. Gjemmende sig bag
seljen staar birken, underligt skjælvende med nedslagne øine; — men
solen har øinet hende og kaster sine straaler ind i hendes lysegrønne
slør, mens han glødende og tryglende hvisker, at han elsker hende.
Og birken sitrer i angst og glæde og kan ikke svare; men da favner
han hende, kysser hende i sterk inderlighed og vugger hende ind i
sollyse drømme — — .
Og hist staar aspen med store aabne øine og ser paa —
Frisk og smidig smyger mosen imellem de høie trær og freidig klatrer
den op ad de afhugne træstammer og store, nøgne stene for kjærligt
at skjule deres mangler. Men i den bløde mosbund fødes blaaveisen,
— og undrende ser den sig om i verden med store lysende barneøine.
Kjære, hvorfor smiler alle til den? Fordi du er sommerbudet, hvisker
skogen. Og luften synger, og stryger mygt over den. Men en liden
solstraale kysser modigt dens blaa øine.
I den solfyldte luft gaar fuglenes leg med vilde, smidige kast; —
men inde i skogen, hvor solen ikke naar frem, men kun straalerne,
der er deres hjem, og der synger de ud sin unge kjærlighed.
Og forløst er naturen, for vaaren er født!
Thorci Holte.
Nylænde, 15de april 1896. 111
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
