Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 1ste mai - Udtalelser af Zola og Dumas, bedømt af Tolstoi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er den rene vinding at blive bekjendt med dem, hvilke anskuelser man
end hylder.
Vi bringer her i oversættelse det sidste afsnit al artiklen. Den hele
artikel er for vidtløfdg til at gjengives her, og indholdet af Zolas og
Dumas udtalelser vil fremgaa ogsaa af det her anforste:
Der er, siger Tolstoi, en stor forskjel paa Dumas’ brev og Zolas
tale ogsaa i det mere ydre, idet Zola synes at soge bifald hos den
ungdom, den er henvendt til, mens Dumas i sit brev slet ikke smigrer
de unge folk, og slet ikke forsikrer dem, at de er saa vigtige personlig
heder, og at alt afhænger af dem (hvad de aldrig bør indbilde sig, hvis
de vil komme til at due til noget) men tvertimod fortæller dem om
deres sædvanlige feil, deres overmod og letsindighed. Men den indre
modsætning mellem de to forfattere er større, ti Zolas tale har til maal
at holde menneskene paa den vei, de gaar, ved at faa dem til at tro,
at det, de ved, er netop det de bør vide, og det de gjør er netop det
de bør gjøre, mens Dumas’ brev viser dem, at de er uvidende om det
væsentlige af det, de bør vide, og at de slet ikke lever, som de burde leve.
Jo mere menneskene tror paa, at de trods sig seiv, ved en ydre
kraft, virkende paa dem, blir ledede til en velgjørende forandring i deres
existence, og at de derfor blot har at arbeide paa det bestaaende og
givne, desto vanskeligere vil denne forbedring virkeliggjøre sig; og det
er paa dette punkt Zolas tale synder mest.
Jo mere derimod menneskene tror, at det afhænger af dem seiv
at forandre sine indbyrdes forhold, og at de kan gjøre det, naar de
seiv vil, kan elske hinanden gjensidig istedetfor at ødelægge hinanden,
som de nu gjør — desto muligere blir forbedringen. Jo mere men
neskene lar sig lede af denne suggestion, desto lettere vil de kunne
opfylde Dumas’ spaadomme. Og det er heri Dumas’ brev har sin
største fortjeneste. Dumas tilhører ikke noget enkelt parti eller
religion, han har ligesaa liden tro paa förtidens overtro som paa nu
tidens*) og netop paa grund heraf er det, at han iagttager, at han
tænker og at han ser ikke alene nutiden men ogsaa fremtiden ligesom
de, man i gamle dage kaldte seere. Det kan synes underligt for dem,
som naar de læser en forfatter, bare ser paa bogens indhold, og ikke
finder frem til forfatterens sjæl, at Dumas, forfatter af Cameliadamen og
Clemenceau, denne samme Dumas ser ind i fremtiden og profeterer.
Men saa underligt dette kan synes eder, saa er en profeti, som ikke
lar sig høre i ørkenen eller ved Jordans bredder af en eremit i en kappe
*) Tolstoi bestemmer i de foregaaende kapitler det meste af indholdet i de for
skjellige religiøse lærdomme som levninger af förtidens videnskab, og det meste
af hvad man nu kalder videnskab regner han for nutidens tro og overtro, han
mener relative, overfladiske og ufuldkomne resultater, som man ikke bør sætte
for meget ind paa.
124 Nylænde, iste mai 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
