Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Anvendt fysiologi: „Husmoderens kald“ - Føljeton: Krise (Elise Jenssen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ser hun i, saavidt muligt at kurere norske kvinder for deres uvidenhed
i alt, hvad der angaar deres eget legeme, deres børns pleie og deres
huslige gjøremaal. Se forøvrigt i anl. dette vor artikel „En interessant
kogebog“. „Nylænde“, 9de aarg. s. 157.
Føljetøn.
Krise.
Saa var det da endelig skeet det, hun i uger og maaneder havde
forsøgt at overbevise sig seiv om, vilde ske.
Hun havde faaet vished — den vished, hun havde længtet saa
meget efter at faa; men — visheden bragte dog ingen lindring, tvert
imod.
Hver fiber i hendes sjæl bævede, hver nerve i hendes legeme skjalv’
Hun reiste sig op fra bordet, hvor frokosten fremdeles stod urørt, hun
kastede endnu et blik paa de to kort, der laa foran hende paa tal
lerkenen.
To navne blot! Gulli Holm og Olaf Lange!
Hun gjentog mekanisk navnene gang efter gang, idet hun rastløs
vandrede op og ned paa gulvet.
Nei — hun holdt ikke ud at leve. Livet var saa meningsløst,
saadan som det laa der foran hende, tomt og øde!
Hvorfor skulde hun fortsætte dette møisommelige arbeide — at
leve? Det var jo saa unyttigt dette at tage kampen op, bukke under
gjorde hun, enten det nu blev lidt før eller lidt senere, det var for
saavidt lidegyldigt, hun havde ingen her i livet, der stod hende rigtig
nær, ingen for hvem hendes død vilde være en varig sorg.
Var det maaske netop fordi hun stod saa alene i livet, uden for
ældre, uden søskende, at trangen til at elske var saa stærk. Hun
havde ikke stykket ud sit hjerte gjennem aarene, det var maaske der
for det blev saa fuldt, saa fuldt og saa varmt!
Ned ødsel haand spredte den rige onkel, i hvis hus hnn blev op
draget, det ydre guldskjær over hendes barndom; men hvad barnet
higede og tragtede efter, det formaaede ikke al hans rigdom at
skjænke hende.
Den moderlige ømhed, som blir os en skat for hele livet, lærte
hun aldrig at kjende. *
Hun mindedes en søndag for lang tid siden, hun spadserede i
parken med sin bonne, hun gik der alene i sin fine lyse kjole og saa
paa de andre børns leg.
192 Nyj.ænde, 15de juli 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
