- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 10. aarg. 1896 /
195

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Føljeton: Krise (Elise Jenssen)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

satte sig ved skrivebordet, løftede billedet op og saa længe ind i hans
friske smilende ansigt; da hun atter satte det paa dets gamle plads,
var udtrykket i hendes eget et andet.
Noget lignende et smil gled over de bediøvede trask, idet hun
mindedes nogle ord, hun engang seiv havde skrevet:
„Maa man i ungdommens aar sige lykken farvel,
Har man blot at resignere og vente paa livets kveld
Det var vel lettere for hende at resignere end for saamangen en
anden stakkel, der maatte gjøre det samme.
Hele hendes barndom havde egentlig været en stille resignation,
hun glædede sig aldrig ved livet som barn, hun fandt sig blot i det.
Saaledes fik hun vel finde sig i det nu ogsaa.
Nei, nei, hun kunde det ikke!
Hun lukkede øinene og vuggede hovedet frem og tilbage en stund.
Saa læned hun sig tilbage og blev siddende ganske stille — længe.
Gud for en topmaalt egoist hun igrunden var!
Her sad hun, bestemt paa at klippe sin livstraad over for at slippe
bort fra alle forpligtelser, eller — hun vilde som en anden snegl krybe
ind i sit skjul, leve der i en daglig gaaen op i sig seiv, medens hele
verden laa derude omkring hende, trængende saamange friske kræfter.
Var da ikke hun ogsaa et led i den store kjede? Havde ikke hun
ogsaa noget at udrette hernede?
Var hun saa elendig liden i sig seiv, at fordi hun maatte vandre
livsveien alene, vilde hele hendes liv blive betydningsløst?
„Kvinden er som et tomt skal uden kjerne, der blot kan udfyldes
af manden." Hvor opbragt havde hun ikke været ved tanken om, at
en kvinde engang havde skrevet de ord, nu sad hun seiv her og holdt
paa at gjøre ordene til sandhed, holdt paa at gaa tilgrunde, fordi hun
maatte renonsere paa kjærligheden, ægtemandens kjærlighed!
Var det da blot den, der formaaede at sprede solskin over
kvindens liv?
Var hun ikke naaet videre frem paa egne ben endnu end at hun
følte det som en skam det at blive „siddende over“?
Hun havde skammet sig over sin kjærlighed fra den dag af, da
hun følte, den ikke blev gjengjældt, havde søgt at skjule og gjemme
den bort.
Hvorover havde hun egentlig skammet sig?
Var det en skam det at eie følelser saa varme og dybe, at de
jublende trængte sig frem i ens blik, i ens ord?
Nyi.ændk, 15de juli 1896. 195

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Mar 12 00:54:17 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1896/0203.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free