Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Sommer (Thora Holte)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den første, du møder, er skogstjernen, som vinker og viser
vei. — Og hun er som en stjerne, der blegner i morgendæmringen. —
— — — Hist øiner du prestekraven, som i bred værdighed taler til
sine kjære sognebørn, men der glimter noget lyst, muntert under alvoret,
som minder om solskin. Der staar lille soleie, hun med det aabne,
straalende ansigt. Solen er hendes gudmor, derfor har hun slige vakre,
solglade smil, der pludselig straaler op til dig.
Violen leger gjemsel med en solstraale, som altid finder hende.
Tilslut finder hun paa at gjemme sig under et bregneblad, — og sol
straalen finder hende ikke og iler vidre. — Men da dukker violens lille
barnehoved frem og nikker listigt til jomfru Marias guldsko. Og guld
skoerne er straks villige og danser hen til hende — Men fra bregne
bladet høres der latter og dans. —
Forglemmigeiens blaa øine møder dig i mild vemod, — naar du
ser hende, maa du graate eller smile. Forglemmigei, graater du. For
glemmigei, smiler du. Men du elsker hende altid. Aa, du deilige
blomst! Hvor har du ikke smilt lykke og hulked den dybeste sorg!
Du er som en sommerdag efter regn, for du smiler altid gjennem
taarer — — — Men luften kommer listende og hvisker dig hendes
historie: Engang stod hun alene, frøs og var vissen og bleg som et
fattig barn. Men en dag kom noget guldgult skinnende til hende. Og
det var solen. Men den havde en kaabe af himmelens farve om sig.
Og i glad, skjælvende undren stirrede den fattige blomst paa den. Men
solen strøg lindt hendes blege kinder og spurgte hvad hun hed. Og
hun graat, at hun intet navn havde. Men solen trøstede hende, kastede
en flig af sin kaabe over hende og gav hende navnet ,,Forglemmigei“.
Og den favnede den lille blomst — saa vart og stille, lig det sidste
solstreif, som fanger skogen om aftenen — og gled bort. — — —
Du ser ikke straks liljekonvallen; men du aner hende ved de bløde,
skjælvende vellugtstoner, som hun ringer ud fra sine hvide klokker.
Længere borte svæver lineaen, skogens sommerdrøm. Ungdom
og kjærlighed gav hende denne fine, blegrøde farve og denne vug
gende, bævende aromasang. Og hun løfter smilende sikker sit bæger
mod din mund. Og du kysser det og drikker deraf. Og saa sovner
du ind i ungdommens og kjærlighedens vidunderlige eventyr
drømme. —
Men derborte, i solblandet skygge, staar blaaklokken og ringer
dem ind.
Thorci Holte.
Nylænde, iste aug. 1896. 205
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
