- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 10. aarg. 1896 /
207

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Føljeton: En sommerhat (Tora)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Og naar det saa til overffod klarner op udover eftermiddagen, og
en blir buden med paa kjøretur og saa maa reise i den fæle, snuppede
hatten, mens solen staar lige i øinene paa en — jo, da er det rigtignok
nydeligt! Men — det faldt mig ikke ind med en tanke, at det var en
syndestraf over min forfængelighed — langtifra! Der maatte nok andre
midler til før jeg skjønte det.
Som sagt, veiret var saa gjennem vrangt og urimeligt, at da
ferierne omsider kom, havde jeg omtrent ikke havt hatten paa hovedet.
Naa ja — det var nu igrunden noksaa heldigt, saa havde jeg den lige
pen til ferieturen. Saa kom den dagen, da jeg endelig skulde faa
øinene op for, hvad Vorherre mente med alt dette regnveiret.
Jeg var fri og færdig, havde pakket min kuffert og skulde reise
næste morgen — følgelig var humøret saa høistemt, som det nogen
gang kan bli hos mig. For det gjildeste, jeg ved, saa er det at drage
paa ferietur. Og netop den dagen var det sligt solskin ogsaa, som det
ikke havde været paa længe, ikke en sky nogensteds. Middagen var
over, kaffen ligesaa, og jeg gik og smaasang og klædte mig, skulde
op paa Konnerudverket og sige farvel til noen gode venner der. Jeg
gik formelig og frydet mig til den lange turen i det straalende veir.
Men saa vilde jeg fot en gangs skyld være lidt straalende seiv ogsaa
da! Min nye, lyse vaskekjole vilde jeg have paa, den fine hatten
ogsaa, lysegule vanter og hvid parasol. Jeg betragted mig meget vei
tilfreds i speilet — jo, jeg var virkelig fin! Ude i døren tog jeg endnu
et sidste overblik over himlen — mon jeg skulde ta regnkaaben paa
armen og paraply. Uf nei — gaa og svede og drage paa den tunge
regnkaaben da og paraplyen, som var saa graa og fæl — nei det
passed ikke ind i mit kram. Desuden — der var jo ikke en sky
nogensteds.
Ergo — jeg vandrede afsted med min hvide parasol opslaaet mod
solen og var paa høidepunktet af godt humør En god veninde havde
lovet at komme og møde mig, naar hun var fri fra forretningen —,
indtil da kunde jeg være i ro. Veien var forresten længer end jeg havde
tænkt, lidt feil gik jeg ogsaa, men tilslut kom jeg da frem og fik en
hjertelig modtagelse. Kristofer begyndte med at komplimentere mig tor
hatten og endte med at komplimentere mig for hele antrækket; det var
simpelthen stilfuldt, mente han, og jeg følte mig ganske stolt, for han
er noksaa vanskelig. Og vi spadserte ved Stordammen og havde
det deiligt, aad, drak og var glad. Og kl. 9 kom Emilie Hun kom
med paraply. Jeg studsede, en anelse for gjennem mig! Skulde der
være udsigt til regn? Jo, der var virkelig et andet drag i luften, raat,
vaadt, uhyggelig vaadt. —En time senere var vi paa hjemveien. Kanske
vi havde gaat en 10—20 skridt, saa begyndte der at dætte først noen
store draaber, saa tættere og tættere, og om faa minutter øste det
NYLÆNDE, Iste allg. 1896. 207

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Mar 12 00:54:17 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1896/0215.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free