- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 10. aarg. 1896 /
236

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Føljeton: En drøm (slutning). (U. D.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

som du, Vilma, er jo ikke saa anstrængende. I dine og mine øine er
livet jo en leg, men i hendes øine er dette samme liv noget forfærde
lig alvorligt med tanker, følelser og dybde, et helt sjelestudium. Op
rigt talt blev jeg ofte træt under mine bestræbelser for at hamle op
med hende i aandrigheder. Jeg satte sandelig ikke mit lys under en
skjæppe, kan du tro, thi jeg vilde jo nødig være nogen aandelig stymper
i hendes øine. Ja, jeg har virkelig en stærk formodning om, at hun
er mig bevaagen,44 tilføiede han med dæmpet latter.
„Fy, Albert, skammer du dig ikke?“ „Jeg skal sige dig,“ vedblev
denne herre, „hun er et naturbarn ogsaa tilligemed alle disse høit
flyvende idealistiske tankerne sine. 44
Hun inde i løvhytten knytted haanden.
„Er hun vakker?14 kom det lidt spodsk fra Vilmas læber.
„Bleg og mørk som en norne, “ svarede Albert høitideligt, 44 og for
at være i lignelsen, blodløs som denne dame. Hun har ikke dine
stærke, varme øine, dine bløde arme; ah44 — han slængte armen hef
tigt rundt hende — Jier er noget, som kan daare en mands sanser. 44
Og dette begeistrede udbrud lod til at falde i Vilmas smag: hun
tog ham om halsen, luggede ham lidt i haaret, krøllede op barterne
hans med den hvide, ringsmykkede haanden og legte med ham omtrent
som med en skjødehund. Endelig reiste de sig og gik. — —
Taarerne — de maatte, maatte rulle nedover kinderne, endog det
stolte hjerte vilde trænge dem tilbage.
En drøm! Ja, isandhed! En drøm, som begyndte saa smukt og
endte saa hæsligt. Aa, havde hun endda ikke hørt denne foragtelige
afsløring af ham seiv. Han rev seiv de stolte fjær af sig, som hun i
sin stille kjærlighed havde smykket ham med i hine svundne dage.
Uden at være sig det bevidst, havde hun taget af sit og givet ham,
sin aand, sine tanker og følelser; nu stod han for hende, afklædt alt
dette —en forfængelig, sanselig egoist. Aa! Og denne væmmelige
barnagtige leg tilslut. Og hun tænkte paa sin drøm: den ægte, dybe
kjærlighed, den, som skulde blevet guldtraaden gjennem hendes liv,
guldtraaden, som aldrig kunde briste eller plettes.
Fra denne dag slog der en ptante ned i hendes hjerte, som heder
had til alt hult, falskt væsen i enhver form, dog allermest naar det
klær sig i aandens og lysets dragt; og ved siden af spirede en liden gift
blomst op, som kalder sig mistro til seiv det ædleste og bedste hos
menneskene. Disse to planter sugede af hendes hjerteblod, og de
voxede sig stærke og kraftige. Deres dystre skygge vilde snart have
formørket hendes hele liv, hvis ikke en straale fra guds himmel med
magt havde trængt sig igjennem, og i dens blændende glans steg lidt
236 Nylænde, iste sept. 1896.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Mar 12 00:54:17 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1896/0244.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free