Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 19. 1ste oktober - Det armeniske spørgsmaal (A. Hv.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
England kan ikke for et folk paa en million sætte sin eksistens
som stormagt paa spil eller resikere at synke ned til at blive en
overvunden og ødelagt stat, siger fædrelandskjærlige mænd, og engelske
kvinder tilføier, at skal landet af den grund styrte sig i en krig, er
helbredelsen værre end ondet. Paa freden beror et lands lykke og
velfærd; dets fremgang i aandelig og materiel henseende betinges af, at
indbyggerne uden frygt for fiendtlige indfald kan dyrke sin jord, drive
sine forretninger eller ofre sig for kunst og videnskab. Krigen, den
brutale magts haandhæven, herjer byer og landskaber og tilintetgjør
i et øieblik det, som aars møie og arbeide har bygget op. For at
tjene et maal, der ofte er dem ukjendt og ligegyldigt, sendes tusender
af unge kraftige mænd ind i døden, og hvert slag, enten det er vundet
eller tabt, betegnes af enkers og faderløses graad.
For os kvinder har krigen en side til — den er en haabløs
uvirksomhedens tid, da bølgerne slaar høit op om os, medens vi er ude af
stand til at hæmme deres strøm. Vi kan ingensomhelst indflydelse øve
paa begivenhederne og er udelukkede fra at deltage i det, der angaar
kvinder vel saa meget som mænd — fædrelandets undergang eller
frelse.
Men selv de ivrigste fredsvenner maa vel indrømme, at der gives
tilfælder, hvor alle forudfattede theorier viser sig ubrugbare, og hvor
man maa tage parti i den ene eller den anden retning. Det nytter jo
lidet at besvare et fiendtligt angreb med udtalelser om fredens
velsignelser og en henstilling til angriberne om at vise ædelmod — her maa
slaaende argumenter til. Og i et tilfælde, hvor et folk forfølges for
sin vedhængen ved den kristne tro, paa den rædselfuldeste maade,
vokser spørgsmaalet op til at omfatte — ikke alene et lidet folks
underkuelse af et større, men den svageres ret til tankefrihed og til
meningsfrihed. Her paatvinger den stærkere med vaaben og torturredskaber i
haand de underkuede sin religion og sine livsanskuelser — det er den
spanske inkvisition i sin værste skikkelse, som er staaet op af graven,
og aarhundreders skrinlagte rædsler gjennemisner os paany.
Nylig læste jeg i en ledende engelsk avis en artikel om flaadens
bemanding og den sørgelige mangel paa unge mandskaber, der endte
med følgende ord: „En forsømmelse af vor hidtil saa mægtige flaade
vil medføre rigets undergang og den races fald, som stedse har staaet
for Europas bevidsthed som den fornemste repræsentant for
menneskekjærlighed (!), kristendom (!) og civilisation (!)“ I sandhed, en nation, der
gjør krav paa at indtage en saadan stilling, bør ikke rolig se paa, at
en blodtørstig monark ustraffet fortsætter sine ugjerninger.
De store filantroper, som ellers ved enhver anledning utrættelig
lægger sin menneskekjærlighed for dagen, synes i dette tilfælde at have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
