Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. 1ste februar - Stipendieberetning fra frøknerne Marie og Johanne Hoff og Andreas Fleischer - Føljeton: Gammel arv (Af Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at gjøre ophævelser, har selskabet optaget stipendiebe retningen i sit
tidsskrift og har ogsaa været saa overordentlig elskværdig at sende os
endel separatattryk af den, om vi skulde ønske at ha til uddeling“.
Stipendieberetningen er ogsaa trods sin korthed saa udtømmende, at
der er lidet mere at tilføie. Endnu er man ikke for godt flyttet ud til
Kolsberg. Det er til vaaren de kjække foregangskvinder for alvor skal
ta fat med sit arbeide. Vi har vist alle vore læsere med, naar vi af
hjerte ønsker held og lykke for dem og deres nylænde.
Red.
Føjjeton
Gammel oro.*)
(Af Helene Lasseu).
Det var lige efter middagen. Far og mor var gaat ind for at
tage sin sædvanlige middagslur. Astrid greb den store havehatten sin
og rømte som i flugt ud af huset, ned gjennem haven og tversover
jordet, midt i tykkeste kløverengen. Hun vidste nok, at far ikke likte
dette; men det fik ikke hjælpe; hun maatte være alene et sted, hvor
ingen saa hende og ingen kunde opdage, hvor rent grænseløs lykkelig hun
var. Og hun hopped videre og videre, let som en ekorn, indtil hun
forpustet kastet sig ned midt i kløverengen. End om far havde set
hende nu! Men pyt, hun havde mange slige synder paa sin sam
vittighed; og desuden, hun havde aldrig set andet, end at græsset
reiste sig igjen om et par dage. „Det reiser sig nok, det reiser sig
nok“, tænkte hun halvt mekanisk, mens hun la sig bagover .med
hatten over ansigtet og pusted ud.
Du store verden, hvor hun var lykkelig! Det kjendtes næsten som
smerte. Men det var jo sandt? Det var jo igaar de mødtes og havde
tilstaaet hverandre alt, kastet sig i armene paa hverandre og følt sig
gjennemrislet af en fryd, som næsten skræmte hende.
Igaar? Hun syntes alt, hun havde gjennemlevet et helt liv i lykke
og jubel siden. Hvad der end maatte hænde hende i livet, hvad for
følelser, der maatte gribe hende, noget saa mægtigt som dette vilde hun
aldrig faa føle.
(* Eftertryk forbydes.
Nylænde, iste februar 1897. 37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
