Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. 1ste februar - Føljeton: Gammel arv (Af Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
brødre og søstre. Og hvad var det nu ogsaa hos ham, som havde
trukket hende til sig? Hun havde jo altid beundret sine brødre saa
umaadelig og ment, at slig maatte en mand være, naar han skulde
være noget tess? Ja, hvem kunde gjøre rede for sligt! Hun havde
simpelthen forelsket sig i ham. Det var ikke noget mere at forklare
det. Men hun havde det saa tydeligt paa følelsen, at de ikke vilde
bli glad over forlovelsen. Det havde jo ogsaa været meget tale om
hendes begavelse og om, at hun vist blev kunstnerinde, og skulde der
bli noget ordentligt af det, saa maatte hun jo helst ikke gifte sig. Men
nu maatte hun le: La være at \eve livet for at lave liv paa en lap
lærred! Og hun fik en övergiven lyst til at springe ned igjen og
spørge de to lyseblaa sommerfuglene, om de ikke heller vilde benytte sit
korte liv til at male sommerfuglevinger! Det vilde skaffe dem sligophøiet
kunstglæde og fuldstændig opveie den fryd, de havde følt idag nede i
kløverengen! — Nei tak! — Hun næsten sprang opover den bratte
bakken og gik modig lige ind til far og mor. —
Se saa; nu var det overstaaet, bekjendelsen og den faderlige vel
signelse og altsammen. Astrid følte sig usigelig lettet, for det var
gaat saa meget glattere, end hun havde tænkt, altsammen. Men saa
meget som det vel endda forestod! I grunden burde to elskende som
havde fundet hinanden, forsvinde fra jordens overflade, fordufte i den
blaa æther et sted, tænkte hun, mens hun sad og drømte i det aabne
vindu den lange lyse sommernat, mens livet gled forbi hende i samme
farver som blomsternes dernede i haven : Lilla, som syrenerne, bleg
rødt, som kaprifolierne, gulhvidt som jasminerne. Herregud, kunde det
virkelig være livet, som havde slige skjære farver? og slig duft — —
slig duft?
Astrid lagde hodet ned i vlnduskarmen og graat.
Et par aar efter sad hun en kvæld ude i haven i sit nye hjem.
De havde været gifte et aars tid, og hun havde flyttet fra sit deilige
barndomshjem paa landet og ind til Kristiania. Heldigvis bodde de
lidt udenfor byen, og hun var jo omgivet af bare blomster; men deilig
som kløverengen hjemme var den nu ikke denne haven. Hun saa
sig om.
Og ikke disse lyseblaa sommerfuglene heller, som det hjemme
havde været saa fuldt af, saa hun noget til her. I grunden var alt
frygtelig prosaisk herinde i byen. Hvor hun kunde længes efter et
ægte landsens landskab med skigarder omkring! Og hvor skigarder
Nylænde, iste februar 1897. 39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
