Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 1ste mars - Føljeton: Gammel arv (Af Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han gik forstemt ved siden af hende. Endelig sa han : »Under
lig, at du ikke har en bitte liden fornemmelse af, at du igrunden for
nærmer mig med alt dette".
Hun saa saa forfærdet — uskyldig paa ham, at han blev ær
gerlig.
»Forstaar du virkelig ikke, at det ikke kan være saa behagelig for
mig bestandig at sammenstilles med kaal og gulerødder, mens du uden
spor af sky placerer dig seiv i en høiere sfære, sammen med høi
stammede roser ?“
Hun blev blodrød og kunde ikke svare et ord. Han vilde til at
sige noget mere, men da sa hun ligesom afværgende: „Nei Halfdan,
vær ikke sint paa mig! det kan jeg mindst af alt holde ud. Og jeg
skjønner nu, at jeg har været frygtelig taktløs. Men ligesaa sikkert
som jeg ved, at Gud deroppe i himmelen er gladere i dig end i mig,
ligesaa sikkert ved jeg, at jeg ikke har ment at sætte mig seiv høiere
end dig, men bare at fremhæve vor store forskjellighed".
„Ja, den er haabløs“, slap det næsten fortvilet ud at ham.
„Aa nei, Halfdan, sig ikke det, da! Skjønner du ikke, at jeg
kjæmper saa forferdelig mod det i min natur, som vil skille mig fra
dig? Jeg kan jo ikke for, at jeg har denne natur; men jeg tror snart,
jeg begynder at hade den \“ og hun stamped med foden. Fortsatte saa
lidt spagere: „Men saa rart som det er, at netop dette hos mig, som
ikke passer her hos dig, netop det er det, som alle andre er mest
glad i. Og“ — det kom lidt trodsigt — „naar det kommer til stykket,
saa er det vel det hos mig, som har mest værd alligevel. Men hvad
er det da for en blodig skjæbnens ironi, at netop dette skal skille mig
fra dig?11
Han saa bedrøvet paa hende, og da han fik se, hvor liden og
skjælvende hun gik ved siden af ham — hun frøs bestandig legemlig,
naar noget smertet hende rigtig — var al krænkelse glemt, og han
tænkte bare paa hende. End om hun skulde komme til at fryse sig
gjennem livet ved siden af ham? Nei, han maatte nok alligevel lægge
al sin kraft paa at elske det hos hende, som var hende seiv.
„Astrid, kjære Astrid“, hvisked han ned til hende, „du ved da, at
det er dig seiv, akkurat slig som du er, som jeg elsker?<£
Ak, hvad kunde det nytte, at han sa det? hun vidste jo, at det
ikke var saa.
De gik alvorlige ind. Aftensbordet stod dækket, og de satte sig
stille ned og begyndte at spise. Halfdan smurte sig det ene smørbrød
etter det andet, mens Astrid sad og rørte i thekoppen sin og grunded
paa ægteskabets gaade. Kjærlighed var den vigtigste faktor, sa de.
Javel, men nok var det ikke. Sandelig om hun var saa vis paa, at
68 Nylænde, iste mars 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
