Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - John Gabriel Borkman (Anna Bjørklund)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
naar vi snakker om norsk literatur — jeg mener fremmedes ansigter
af flere nationer herover.
Mens Bjørnson vender sig ligefrem til sit eget folk og gjennem det
kommer til at tale lydt og længe, saa taler Ibsen til hele verden. Men
saa siger han aldrig noget ligefrem, aldrig direkte.
Vi faar lov til at folge saa langt, vi kan, gjætte os frem — nogen,
„studerer" jo ogsaa Ibsen — gruble med ham, grue med ham, men
hans inderste, lønlige mening — hvem kjender den?
Og naar den store skald læser vore mangeslags tanker om ham
— hvis han da læser dem — saa smiler han vist mangen gang Men
han vil heller, vi skal skrive og sige det mest ravgale om ham, end at
vi skulde tie stille og ikke tænke og undres over, hvad han giver os.
Her er da nogen af de tanker, som „John Gabriel Borkman" bar
til mig:
Dramaet er et tidsbillede. Det er personliggjorte samfundstanker,
som er stevnet til opgjør paa Rentheim. Det er det gamle rige, som
dømmer sig seiv og blir staaende igjen med en død mand og to skyg
ger i sneen og natten.
Det gamle riges mænd brugte at handle med kvindehjerter, sælge
dem for ære og guld og titler.
Det gamles riges mænd sveg hverandre og overgav til fængsel
skam og død den, som var iveien for dem i jagten efter lykke.
Det gamle riges kvinder haded hverandre for en mands skyld og
lod denne mand dræbe kjærlighedslivet og morshjertet i sig.
De saa ikke længer end over gaden eller til nærmeste gaard. Ud
over de høie fjelde kom de aldrig, maatte jo aldrig faa lov til det.
Mer og mer nærsynte, som de blev med aarene, saa de bare sig
seiv som barnløse, ensomme, og de frøs af sin egen hjertekulde.
De løfted aldrig øinene fra sin sorg og saa ikke de mange mor
løse barn, der var at elske, varme, gjøre glade og derved vinde livs
glæde for sig seiv. Thi for dem var bare deres egen slægt mennesket’.
I dette værk forekommer det mig, Ibsen paa to forskjellige rnaader
er inde paa offertanken, som vi kjender saa vel fra „Brand“.
John Gabriel Borkman dræber kjærlighedslivet i Ella Rentheim.
Saa dræbte han det vel ogsaa i sig seiv ? Hans tab er ikke mindre
end hendes, men han ser det ikke slig. Det var et offer, han bragte,
for at kunne naa det maal, som vinked foran ham.
Gunhild Borkman vil give sønnen som et offer for navnets og
ærens skyld. Det lykkes imidlertid ikke.
Det er noget nyt hos Ibsen dette, at ofret ikke lykkes — at det
ikke blir bragt.
Det er, som han kalder ud til os:
Ikke alt skal et menneske ofre. Dagens tanker, sved og stræv,
100 Nylædne, 15de april 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
