Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 1ste mai - Føljeton: Gammel arv (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skarerne til sig. Der var tarvelige troster, som skravled høilydt og sim
pelt som folket, naar det er til fest; der var fornemme, silkeklædte
siedensvanser med haaret høit opsat i rococostil, og der var dumme,
deilige dompapper; alle vilde de plukke af livets røde bær, før det blev
for sent. Gid de fik et alle, alle ønsked hun — før det blev for sent!
Kanske skulde de dø snart allesammen. Og hun saa paa dem, mens
taarerne drypped.
Hvor trist dette, at tankerne netop nu i denne tid vilde være saa
tunge og trætte. Derfor var det vel saa mange triste mennesker paa
jorden, fordi mødrene gik og graat og tænkte tunge tanker før de blev
født. Men saa galt som dette var! Og hun strakte hænderne ud mod
fuglene og fik lyst til at be den deilige, silkeklædte siedensvans om
lidt af dens festlige fryd; eller nei, hun vilde nøie sig med tröstens
simple, sunde glæde. Aldrig havde hun ønsket livsglæden slig som
nu, da hun vidste hun skulde dele alt med sit barn, men aldrig havde
den været vanskeligere at faa tag i end netop nu. Men hvorfor være
saa tung om hjertet? Hvorfor kunde hun ikke bli kvit denne fore
stilling, at alt skulde være slut for hende? Det kom vel af, at hun al
drig havde set sin mor leve noget slags liv for sig seiv; det havde fra
første stund været den fuldstændigste opgaaen i børnene, i deres ønsker
og forhaabn inger, glæder og sorger Aldrig havde hun set hende ha
noget privatønske for sig seiv, det skulde da være dette ene uskyldige,
at hun ubemærket kunde faa listet sig bort og lurt sig til en liden lur
før aftens i de lange vinteraftener, naar den kom over hende denne
„aftensvagheden til frua“, som den gamle kokkepigen hjemme kaldte
den, eller at føljetongen ikke netop skulde sluttet der, paa dette aller
mest spændende sted!
Og moderens yndige, fine lille skikkelse steg saa tydeligt frem for
hende; hvor godt hun saa hende netop, naar hun sad og brættet en
liden snip af ayisen op op titted under for at stjæle denne lille draabe
privatfornøielse efter dagens stræv og møie. Og Astrid kunde ikke
tænke paa ordet „mor“ uden at tænke paa sin egen mor; det var intet
fællesnavn, men et egennavn: hendes egen fine, søde lille mor. Men
det var jo ikke sagt, hun blev som moderen, Hjemme sagde de, hun
ligned mere paa faderens slægt; ogsaa i denne var der ømme mødre,
men de kræved ligesom lidt mere plads for sig seiv. Hun var sikker
paa, at ingen af disse kunde nøie sig med at faa livets fornøielser ud
stykket i fire smaa sider føljetong hver dag og den personlige livs
nydelse reduceret til en stjaalen lur før aftens! (Forts.).
126 Nylænde 15de april 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
