Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. 15de mai - Kvindeemancipationens frugter (cb.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sjæl til at vokse, saa livet blir mangfoldiggjort, og vi vokser i inder
lighed og erkjendelse.
Men den kjærlighed blir en del af vort villieliv, den vil være tro
fast og vil optage sin kamp i livet ærligt. Thi kamp vil det blive,
hvor to villier mødes, hvor mange personlige frihedskrav maa ofres
paa begge sider, og hvor fremtiden altid kan afstedkomme væsentlig
forskjellig karakterudvikling. Det skal være frugten af emancipa
tionens arbeide, at ægteskabet indgaaes med dybere alvor, med fuld
bevidst frivillighed, med rum for karakterer til begge sider. Denne
indre frigjørelse vil yde kvinden frihed og sikkerhed i det ægteskabelige
liv — en frihed, som ingen lov udenfor formaar at sikre os.
Vor trang til at leve livet i overensstemmeise med vort ideale syn,
kan vi ikke slippe uden at lemlæste os seiv. Men det har slægter
gjort før os, og kvinder gjør det den dag idag. Vor moralske styrke
har vi altfor ofte ladet i stikken for mandens skyld. Denne trang har
aldrig faaet lov at røre paa sig; den har været bunden af det tradi
tionelle, udleet som sentimentalt sværmeri, skubbet tilside som „kvind
folklogik14 . Det har gaaet med den som med moderligheden. Denne
store, skjønne følelse har aldrig været brugt som løftestang i vort
sociale liv. Den har været traadt under fødder, mishandlet som en øm
mors følelser misbruges af en brutal ægtemand. Den har maattet
krybe i skjul, listet sig til at gjøre godt i smug, hvor hans haand har
slaaet forhaardt. Den har tryglet om lov til at faa gjøre bare dette istedet
for at kræve sin ret med freidig hu og aaben pande. Men dette slcal
emancipationen ændre, saasandt den orker at vække Norges kvinder —
det er bare en bitte lille brøkdel, som har grebet kjærnen. Emancipa
tionen skal sætte deune ideale trang og denne forskudte moderlighed i
høisædet, den skal gjøre hjemmene varmere og sætte frugter i vort
offentlige liv. Denne kvindetrang skal møde det bedste i mandens
sjæleliv, saa de sammen skal bygge Norge op. Der er næsten i hvert
digterværk herhjemme en rød traad — det er ikke rigtig fru R.s moder
lighedstanke — nei det er Ibsens gamle tanke i „Keiser og Galilæer11 ,
det er tanken om den rene kvindes hjælp for en brusten slægt. Men
de norske digtere har desværre mistet sin tro paa aabenbarelsens Gud
— derfor lar de ogsaa disse kvinder synke hen i fortvilelsens opgivelse.
Det store flertal af de norske kvinder rammes ikkke af dette. Det er
den stærke, pligttro, troende kvinde, som flytter slægten fremad i mod,
i forsagelsens og hengivelsens evnerighed.
Er der noget land, hvor emancipationen for kvinden er kommet
med forjættelsens lys over sin fødsel, saa er det her i Norge. Den er
skudt op og vokset frem sammen med vor politiske frigjørelse og med
det gryende, norske aandsliv. Den er baaret frem af en slægt, som
134 Nylænde, 15de mai 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
