Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. 1ste juli - Føljeton: Gammel arv (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Ja, du er ikke saa lidet kry af hvor flink du er“, erted han, „og
dygtig forfængelig — som alle kunstnere11, skyndte han sig at tilføie,
da han saa, hvor alvorlig hun blev.
Det var ikke frit for, hun følte sig slagen, og saa kom hun til at
tænke paa, hvor fri Halfdan var for alt sligt. Aldrig fortalte han noget
om, hvad han seiv gjorde, aldrig noget rosende, som andre havde sagt
om ham, sligt som hun bestandig kom hæsblæsende af iver og triumf
for at fortælle. Du store verden, hvor han stod over hende som
menneske!
Hun blev lidt mismodig; træt var hun ogsaa tilgavns. Det var
bedst, hun tog sig en ordentlig tur nu. Paa veien ud kom hun forbi
Halfdans arbeidsfrak. Den hang i soveværelset med foret ud Bare
filler hele foret! Alle lommerne naturligvis ogsaa?
Hun vrængte den i sinne ud. Jo, ganske rigtig; Hvad det nu
skulde være til, at mandfolk havde 17 lommer i hvert plag? Ingen i
verden skulde faa overbevist hende om, at de var der, uden for at
ærgre livet af mødre og hustruer! Og saa afskyelig meget ruskom
snusk, som der var indi slige herrefrakker, naar man begyndte at
aabne dem. De var som gudebilledet af Thor: fulde af rotter, mus
og alskees styghed!
Naa, det hjalp lidt paa humøret at finde paa en vits; men det var
nu ikke med meget blide bevægelser, hun rev jakken og hatten af sig
og satte sig til at lappe med en mine, som de gamle martyrer kunde
misundt hende. Og hun gav sig ikke, før der ikke fandtes et hui
mere.
Saa, nu var det gjort dette ogsaa. Hun hængte frakken op paa
væggen igjen; men denne gang skulde hun nok vogte sig for at for
tælle Halfdan, hvad hun havde gjort.
Astrid havde havt en deilig sommer hjemme og kom straalende
fornøiet hjem til Halfdan igjen. Hun var ikke lidet glad over at kunne
præsentere baade sig seiv og børnene brune og friske som fjeldfolk,
og — i kufferten havde hun alle maanederne færdige, undtagen februar
og november, fortalte hun Halfdan allerede paa veien hjem fra jern
banestationen. Men han hørte meget aandsfraværende paa hende, mens
hun udbredte sig over, hvor vanskeligt det var at finde paa noget,
som kunde symbolisere disse to maaneder. Han syntes igrunden, det
var knusende ligegyldigt alt om hendes billeder; det var hende seiv og
børnene. han havde længtet efter.
Men hjemme vented de tusen arbeider paa hende. Der var sylt
ning, og der var alt muligt. Frisk som hun nu følte sig, kasted hun
180 Nylænde iste juli 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
