- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 11. aarg. 1897 /
193

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Føljeton: Gammel arv (Helene Lassen)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ffltieton
Ga mm el a ro.
(Af Helene Lassen).
Portsættelse fra no. 12.
Midt op i alt dette reiste Halfdan ned til Kjøbenhavn for at over
være en landbrugsudstilling. Han havde havt betænkeligheder ved at
reise. Astrids blege kinder og eksalterte livlighed hued ham ikke, og
forgjæves havde han tigget hende om at spare sig seiv lidt.
„Du kan da vel ikke ha hjerte til at be mig opgi mine billeder
nu, da jeg er saa nær maalet?“ havde hun sagt.
„Nei, nei, bare mal, men lad være med alt det andet en stund."
„Nei, det nytter ikke. Gjør jeg ikke alt, hvad jeg skal —og mere
til, havde jeg nær sagt — saa faar jeg ikke fred i sindet til at male.“
Halfdan rysted paa hodet og undred paa, hvad ende dette vilde
tage. Men rejste gjorde han da.
Saa var det en nat, hun laa som sædvanligt og slos med sin
samvittighed. Dennegang vilde den faa hende til at tro, at hun havde
forsømt børnene i denne tid; ikke legemlig, men aandelig. Med pinlig
tydelighed saa hun for sig deres skuffede ansigter, da de en dag havde
kommet stormende ind til hende, mens hun sad og malte, og sikker
paa hendes interesserthed havde villet fortælle hende en morsom be-5
givenhed ude, mens hun alvorlig og afværgende havde sagt: „Nei
nei, nu maa jeg ha ro en times tid". Slukøret havde de lusket ud
igjen, og hun havde hørt Eivind si til Alfhild: „Ja slig er det be
standig nu. Mama hører aldrig paa os mere“. Dengang havde hun
beroliget sig med, at slig kunde de snakke, bare fordi hun havde
skjæmt dem saa forfærdelig ud med bestandig at tage slig del i alt
deres stel. Sandelig, hun kjendte mange gammeldags huslige mødre,
som ikke tog halvten saa megen del, som hun, i sine børns arbeide
og leg. Men alligevel, nu kom ordene igjen i nattens stilhed. De
følte altsaa et savn? Hendes kjære, søde, smaa børn skulde savne
noget, for at hun seiv og vildfremmede mennesker skulde faa kunst
glæde? Og sæt nu, at det ikke var noget til kunst heller, bare „be
gavede forsøg“, som vilde dø døden sammen med alt andet kunst
skrammel her i landet?
Nylænde, 15de juli 1897. 193

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 14 01:04:19 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1897/0203.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free