Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Føljeton: Gammel arv (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Med en voldsom viljesanstrengelse fik hun arbeidet sig ud af
denne tankegang og forsøgte at tænke paa sit sidste billede, som ikke
var rigtig færdigt. Der mangled ligesom noget for helt at symbolisere,
hvad hun havde ment; kanske laa det bare i skyernes farve? Eller
mon ikke nogen slags store fugle i förgrunden kunde gi den rette
stemning? Gid nu idéen vilde komme som ,,et stik i albuen“!
Hun vak pludselig op, ved at Eivind satte i at hoste en fæl,
uhyggelig hoste.
Aahaa! der kom „stikket“; men det kom ikke i albuen, og det
kom ikke med nogen kunstnerisk idé. Det kom som isnende rædsel,
og — det var i hjertet, det stak.
Nervøs og forvaaget og indtil umulighed ængstelig, naar det gjaldt
børnene, greb rædselen hende med voldsom magt. I et nu var hun
inde i værelset ved siden af, hvor Eivind laa; men i de faa sekunder,
som gik med for at komme derind, havde en hel hærskare af selv
bebreidelser stormet ind paa hende. Og der laa han saa brændende
hed, med feberblanke øine og kasted sig hid og did, mens et heftigt
hosteanfald af og til rysted hans lille, fine legeme. Aa, hvordan var
han blit saa syg, uden at hun kunde ane grunden ? Havde hun allige
vel forsømt børnene legemlig ogsaa i denne tid, som hun havde været
saa optaget af sin kunst? Halfdan sa jo rigtignok bestandig, at hun
passed dem for godt, og at hun burde overlade dem lidt mere til sig
seiv, for at de kunde bli mere selvhjulpne; men havde hun nu kanske
halv ubevidst brugt denne grund som paaskud for seiv at faa mere
tid til at male? Tankerne jog i storm gjennem hendes hode, spurgte
og svarte, mens samvittigheden sad myndig til doms og absolut vilde
ha hende i støvet.
Ud paa morgenen kom doktoren, som sa, at Eivind havde lunge
betændelse og var dygtig daarlig. Astrid stod og hørte paa ham,
mens hjertet snørte sig sammen af angst paa hende.
Du store Gud, om hun skulde miste ham, sin deilige, førstefødte
gut, som hun havde næret og taget imod med saa mange festlige
tanker! Derfor var han ogsaa af lidt finere, ligesom sartere stof end
de andre, for der var ikke blit tid bare til at gaa og fylde sin sjæl
med skjønhedsindtryk, mens hun gik og vented paa dem, stakkar!
Hun havde ofte tænkt, at hun vidste flere familier, hvor der var en
egen festivitas over den ældste — — aa, men nu kom straffen over
hende, straffen fordi hun havde vovet at forsøge at leve et liv for sig
seiv og sin kunst ved siden af alt det andet, fordi hun ikke havde
nøiet sig med fire sider føljeton hver dag, som mor! —
Der gik nogle døgn i navnløs skræk. Sygdommen havde de to
sidste dage taget en farlig retning, saa hun havde telegraferet efter
194 Nylænde, 15de juli 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
