Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Føljeton: Gammel arv (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Halfdan, og imorgen kunde hun vente ham. Men nu led det til natten
igjen — disse rædsomme nætter! Hun havde ikke undt sig et minuts
hvile; havde hun af og til blundet lidt, saa var det saavist ikke med
hendes gode vilje Aa, hvor hun forstod selvpinslernes vellyst! Var
der ingen slags grusom stilling, hun kunde plage sig seiv med for at be
væge Gud til at forbarme sig over hende? Staa paa et ben hele
natten? eller paa hode? Ja, munkenes selvpinsler forstod hun, men
ikke at de i nødens stund ofred kjerter og lys til jomfru Maria. Hvad
kunde det hjælpe, at de ofred sligt, som de ikke seiv brød sig om?
Nei, skulde der ofres noget, saa maatte det ialfald være noget, som de
elsked med sit inderste hjerteblod.
Hu, saa mørk slig en oktobernat kunde være!
Men nu var det stille inde i soveværelset. Eivind saa ud til at
ha faat lidt ro. En egen sløv, døsig fornemmelse kom over hende. Nat
lampens grønlige skjær faldt hen over Eivinds seng; der faldt nogen
underlige skygger ved siden af — — mekanisk, som af gammel vane,
blev der et billede af det — men i det samme nu hun opdaged, at
hun saa med kunstnerøine paa det, om det saa var bare et sekund og
aldeles mekanisk, blev hun rasende paa sig seiv.
Hun tor op, knuged sine hænder, bed dem tilblods, og det var en
fryd at la samvittigheden mørbanke sig: hun havde, hun havde svigtet
sit moderkald! Det nytted ikke, at en fornuftig stemme indi hende
forsøgte at komme tilorde og forestille hende, at dette var feberfanta
sier, vanvid, hun havde jo passet dem med omhu baade dag og nat.
Nu gjorde hun oprør mod den stemmen og tog parti med samvittig
heden mod sig seiv, vilde ikke høre noget forsvar. Aa, hvad skulde
hun gjøre for at sone? Gaves der intet, hun kunde ofre for at redde
sit barn ud af dødens klør?
Kjerter og lys? Jo, det skulde nytte noget!
Haakon jarl, han ofred sin søn til guderne, han, for at faa seir
— — — store Gud, hvorfor faldt netop dette hende i tankerne, som
var det modsatte af det, hun vilde, men som alligevel havde en uhyg
gelig idéforbindelse med hendes sjælekval ?
Nei, hun vilde ikke ofre sit barn for at faa seir i sin kunst, men
— hun vilde ofre kunsten for sit barn, for at redde ham!
Gud tog jo mod offere, og naar hun ofrede det kjæreste af alt
det, som var hendes eget personlige eie, aa, saa vilde han nok tage
imod det Men hvordan faa gjort det straks, nu, paa pletten? Som
et lyn slog den tanke ned i hende: Du skal ødelægge dine billeder
I samme øieblik var hun inde i stuen, hvor akvarellerne var ordnet
i rad paa væggen med to aabne rum for november og februar, som
endnu ikke var helt færdige.
Nylænde, 15de juli 1897. 195
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
