Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Et kulturhistorisk dokument. Til hver Qvinde og Mand i hele Røgen Præstegjeld (Johannes Crøger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et Par Tvillinger i sit nu døde Liv, som efter disses bedste Skjønnende
vare fuldgaaede, men aldeles ufødede da Moderen, efter mange Dages
Piinsler, udi Barnefødselens haarde Nød, uforløst hendaanede i Dødens
Favn, saaledes, at der aldeles ikke kunde hos hende befindes eller er
fares ringeste enten Følelse eller Rørelse, eller det allermindste synlige
Tegn til Liv hos hende. Hun maatte da forlades af Alle som aldeles
hjælpeløs i sin Seng, og bevogtet deri. Dagen derefter blev hun lagt
paa sit Liigstraae og død befunden i 4 a 5 Dage der, saa blev hun
nedlagt i sin Liigkiste, og laae i samme til Liiget nu var nedsadt i
Graven. Jeg jordkastede da Liigkisten i Graven og blev staaende ved
samme under Liigklokkernes Gang tuedens hun begravedes; men da
jeg hørte, at Jorden, som tilfrossen, begyndte at dundre haardelig paa
sin elendige Fange i sit fæle Fængsel, og Liigskaren udbrød i lydelige
Sukke og Taarer, saa kom den hele Kirkeforsamling, som stod uden
for Kirken, frem, omringede Graven og følede med Liigskaren saare
veemodig. Saa blev mit Rum ved Graven saa trangt, at jeg maatte
forlade det og gaae lige ind i Kirken alene; her satte jeg mig da ved
Altaret saalænge Begravelsen varede, men der, overladt til mig seiv,
henfaldt jeg ganske i dybe Tanker over nagle særdeles lignende Til
fælde, som jeg erfarede i det lille Garnisonsstæd Fredriksværn, hvor
jeg var Sognepræst i 11 Aar. — Disse mine .dybe og mørke Tanker
førte mig saa vældig ind udi de Dødes Rige, og derfrå droge mig ind
i den fæle Frygt, at der nu paa Kirkegaarden var begravet en skindød
Kone, som da i Graven maatte udstaae sin anden og nu virkelige
Døds Død, og saaledes omtaaget og aldeles indtryllet i disse, maatte
jeg gaae op paa Prædikestolen, for at prædike for den da saa ualmin
delig store Forsamling over Dagens Evangelio. Men dette var og blev
mig da nu aldeles umulig at gjøre der. Jeg læste kun Evangeliet, og
efter sammes Læsning greb jeg nu til det saa passende og lyse blivende
Vers af Salomon. I hørte Alle da, og I bør opslaae og læse sammen
nu, da det er at finde udi hans Prædikeners 7 Gapt., V. 2det.
Gud veed! hvor meget Rigtigt eller Ret jeg prædikede over samme;
her var nu ikke Tid eller Leilighed og Sted til at ordne mine Tanker
eller drøfte mine Ord og fortie mine varme Følelser; jeg maatte lade
Alt vælde frem af mit rørte Hjertes nu saa levende Kilde; dette skete,
og alle de Tilstedeværende baade saae og hørte, at Ordene gik saa
ledes til Hjertet paa Mange, at deres hele Udvortes hos dem udviste
dette synlig nok. Jeg gav mig da derpaa mere Rolighed til, i længere
Tid, efter min Text af Salomons sidste Ord i Texten, og med en al
vorlig bevægst Stemme, at forestille hver Mand og Qvinde i Forsam
lingen, hvor aldeles tankeløse, ligegyldige og følelsløse Alle, de iblandt
dem maatte være og befindes at være, som ikke ved det Passerede
198 Nylænde, iste august 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
