Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Føljeton: Gammel arv (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligesom aldig fred. Det blev en evig kamp med min samvittighed, som
vilde piske mig til at tro, at et personligt selvstændigt liv kan og skal
en mor ikke leve. Og saa pint og udmattet af kampen faar vi ikke
fred, før vi ofrer og brænder det hele.“
Halfdan sad stille og tænkte en lang stund, saa sa han:
„Det er vel noget i det alligevel da, at kvindens opgave bare er
at være hustru og mor.“
Hun gjorde en utaalmodig bevægelse
„Ja, for her var jo intet andet iveien end dine egne tanker og fore
stillinger. Jeg har jo netop opmuntret dig?“
„Ja“ — hun smilte — „du kjender fablen om ham, som hjalp
med munden, men pegte med fingeren ?“
„Anvendelsen af den her skjønner jeg sandelig ikke."
„Jo, med munden hjalp du mig, men dit hjerte var ikke med, det
følte jeg bestandig. Forresten var det ikke det, som var mest iveien,
skjønt det bestandig skar mig i hjertet, at kunsten skilte mig fra dig.
Men det var altsaa vægten af alle disse aarhundreders arv, som hvilte
paa mig. Disse aarhundreders liv for andre, med fornegtelse og op
ofrelse af alt personligt liv og eie.“
„Men lever da virkelig alle hustruer og mødre et saa opofrende
liv, Astrid ?“ spurgte Halfdan lidt utaalmodigt.
„Nei — og her kommer vi til noget besynderligt. Der er mange,
som sløser tiden bort bare til moro og fjas, som bruger meget mere
tid til visitter og chokoladelag end jeg brugte til at male, men — da
tier samvittigheden og da tier kritiken! Naar det bare ikke er til et
personligt, selvstændigt arbeide, de bruger sin tid, saa er alt all right.
Derfor ser du, det er en sygelig arv vi bærer paa. Det er noget
iveien med vor samvittighed".
„Men er ikke samvittigheden en noksaa paalidelig veileder, mon?"
„Som regel, jo! men vi behøver bare at minde om jøderne og
flesket for at bevise, at den imellem tar et forkjært løb.“
De sad en stund tause, saa sa Halfdan:
„Jasaa da, Astrid, saa du har faat dit freidige mod knækket?"
„Ja du, det nytter nok ikke med os „gamle“, vi faar nok
bare være mødre, vi, saa faar vi fred. Men i den unge slægt maa vi
puste nyt mod, Halfdan — jeg seiv er færdig.“
Hun satte gyngestolen ivei igjen og gynged videre. Skumringen
sneg sig ind i stuen og la et dæmpet lys over alt.
Halfdan sad og saa tungsindig ud af vinduet, mens han sendte
smaa melankolske røgskyer op om blomsterbordet.
Hun saa paa ham og følte, hvad der gik gjennem ham.
„Ja, hvor underlig du‘‘, sa hun, „at det at være begavet, som an-
208 Nylænde iste august 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
