Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Om kvindernes deltagelse i samfundsarbeidet (Gina Krog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Velkommen — det er ei
til dans, at I by’s —
Velkommen til samfund
i ansvar og lys.
Nu skal jeg give Dem et andet billede herhjemmefra: Der var
nogen af os kvinder, som aar tilbage følte saa usvigelig i os, at den
kraft, som har ligget der i samfundets jordbund, den kvindelige kraft,
dens tid var kommet til at stige op i mod lyset. Ogsaa i vort land
var det aandens pinsetid, vaarens spiretid. Og vi saa saa grant og
klart, at hvad samfundet trængte, det var en kultur, som var i pagt
med kvindernes aand, en høiere kultur, en menneskekjærlighedens, en
arbeidets, en fredens. Og vi lytted og lytted, om ingen skulde kalde
paa os. — Jo en og anden digter, en og anden ædelrnodig mand, men
det samfund, som sad inde med rettighederne og ansvaret, nei det
kaldte nok ikke paa os. Og talte vi om det, hørte de ikke paa os.
Men saa samled vi os mange og gik frem og banked paa vort stor
tings dør og sagde: Vi kommer for at faa ret til at være med at
vælge vore lovgivere og styrere og vi vil dele pligterne og ansvaret med
jer. Vi kommer, vi kommer!
Hvad svar fik vi saa? Ikke sa de: Velkommen! end mindre sa
de: Lysalfer. rak jer paa dør, sa de, vi har ikke brug for fruentimmer
og kjærringer her. Ja, de brugte ikke netop de ord, men nogen af
dem brugte endnu meget værre ord. Biskop Heuch f. eks. brugte saa
stygge ord, at jeg vil ikke gjenta dem her og besmitte en pinsedag
med dem. Men jeg har dem paa tryk, saa de er at faa se ved lei
lighed.
Nu, gang paa gang har vi raabt: vi kommer, og gang paa gang
har vi faaet til svar: pak jer. Udtrykkene er ganske vist blit høfligere
efterhvert, og det faar indrømmes, at der ogsaa er talt ganske vakre
ord om os; men det samlede svar har i sin mening været: gaa jeres
vei, vi har ikke brug for jer.
Ja, se saa stor er forskjellen paa digtnlng og virkelighed.
Men vi er vedblit med at si: vi maa med i samfundet, for sam
fundet trænger os kvinder, og vi kommer til at vedbli med at si det,
ligesom vi har talt udførlig om, hvilke opgaver vi har i samfundet.
Men der er en anden side af sagen: Kvinderne maa med i sam
fundet, ikke bare fordi samfundet trænger kvinderne, men ogsaa fordi
kvinderne trænger samfundet. Og det var dette, jeg vilde si lidt
om her.
Trænger kvinderne samfundet i den forstand? Trænger de virkelig
for sin egen skyld dette at være med i skolestel, i fattig- og sundheds
væsen, i hele kommunestellet —ja i statens interesser? —De gjør det
NylæNDE, iste septbr. 1897. 227
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
