- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 11. aarg. 1897 /
248

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - Føljeton: 16 aar („id“)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

tungt inde i mig, saa ødt, med ét som noget lyst og fint veiredes bort,
og gav plads for noget koldt og haardt.
Saa blev det da kveld, og jeg blev endelig alene! Ansigtet laa
dybt i dynerne og i stille graad, taarerne randt tætte og tunge, men
stille, ingen maatte høre det, bare faa graate, graate alene, graate ud,
hvad der sad saa klemmende fast i halsen, fra jeg hørte mors nyhed.
Aa, Gud, for en nat! Og jeg var bare 16 aar.
Tanker vælted sig ind over mig, tanker jeg bluedes for. Tanker
jeg sa mig var umulige, uværdige og trængte dem tilbage, men de
kom der atter og lod mig ikke fred.
Hvorfor følte jeg skuffelse, hvorfor taalte jeg ikke den tanke, at
du var bunden til en anden. Bevidst havde jeg jo aldrig tænkt mig
din og min fremtid forenef. Havde bare levet i nuet. Men alligevel.
Der var det centrum, mine drømme kredset om, du gav barnefantasien
fliigt, og det ideal at manddom, som fremstod hos mig, det var skabt i
dit billede.
Jeg sovnede ind under graat. Jeg vaagnede, og solen kastede
legende straaler, gulddryssende over mig. Men jeg følte taaget klamhed
og vendte mig mod væggen.
Vinteren kom. Livsfreidigheden var borte. Helst søgte jeg ensom
hed og gik lange ture alene.
Det var mod vaar. Dagene blev lysere, luften varmere, saa én
vel efter paa busker og trær, skimted en svagt lysegrønne spir.
Jeg gik min yndlingsvei, den der fører op gjennem dalen, som blir
trangere og trangere, indtil fjeldene synes at stænge al udvei. Men
netop hvor det er som trangest, gjør veien en kurve, dalen aabner sig
vidt, en indsjø ligger stor og klar, med græssletter rundt om, og golde
fjelde, der i dristige former stiger op mod himlens blaa, danner bag
grunden.
„Men? Jo, saa sandelig var det ikke stærens fløiten! Allerede!
Da var det jo vaar.“ Min gud, det var du du og hun. Du
her? Hvad skulde jeg gjøre? Tage flugten? Nei, jeg var seet
gjenkjendt. Du kommer hilsende mod mig og forestillede din unge
hustru. Dere var paa bryllupsreise, vilde hilse paa gamle venner, før
dere drog bort fra civilisationen til præstekaldet i ødet der nordpaa,
hvor dere skulde henleve disse første aar.
Slig var hun altsaa; dette var inkarnationen af det forkuede, klodsete
væsen af en præstedatter, som jeg havde forestillet mig hende. Hun
var fortryllende, var hun. Livlig og aandfuld og stillig. Og hun tog
mig med storm!
Som jeg følte mig ond og skamfuld. Det var som mit eget Jeg
krympede sig sammen og blev ikke lidet nok,
248 Nylænde, Isee septbr. 1897

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 14 01:04:19 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1897/0258.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free