Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - Thackerays kvindeskikkelser (Anna Hvoslef)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Becky bliver eventyrerske af navn, som hun før har været det af gavn.
Spørgsmaalet om hun er skyldig eller ei, opklarer Thackeray ikke; det
er et svagt punkt i romanen; men den tids forfattere undgik med æng
stelig nøiagtighed alt, som kunde tænkes at støde det let saarlige britiske
publikum.
Fra nu af synker Becky dybere og dybere; vi ser den elegante
mrs. Crawle}’’ reduceret til at drikke i kneiper sammen med tyske stu
denter, udskudt at det selskab, for hvis skyld hun har ofret alt. Det
sidste, vi hører om hende er, at hun er dukket op ved Bath, hvor hun
optræder som filantrop i religiøs retning og lever af en pension fra
sin søn.
Beatrix og Becky er „verdensdamerne“ i sin ungdom; med ubarm
hjertig karakteristik skildrer Thackeray dem som gamle kvinder. Der
er miss Crawley, Rawdons rige gamle tante, som pleies saa rørende
ømt af sine nevøer og niecer, der længes efter arven. Hun er høist
respektabel, det er sandt, men lig de to straalende stjerner kaster hun
den ven, hun ikke længer har brug for, bort som en udslidt kjole.
Hun har ikke mere hjerte end dem, og hun har deres spillende vid
ætset af livslede og bitterhed, naar humøret er paa nul, hvilket ofte
hænder. Hun har en skjæbnesvanger svaghed for god mad, og en
altfor rigelig nydelse af hummer ender hendes bane.
Beatrix møder vi igjen i to skikkelser, som baronesse Bernstein
og som lady Castlewood sen Begge repræsenterer en gammel Beatrix,
hvis skjønhed er forsvunden, og som kun har mindet om den og en
utaalelig inagtsyge tilbage De trættes ved livet og nærer en uover
vindelig rædsel for døden. De er moralen af historien om de straa
lende skabninger, som fortryllede saa mange, de manglede hjerte, og
deres liv blev tomt for bestandig.
Det gjør en ondt at maatte sige, at Thackeray hører til de for
fattere, der bærer nag til svigermødre. Han har nogle eksemplarer,
der vilde faa en ægtemands haar til at reise sig paa hans hoved.
Stakkels Clive Newcome’s svigermoder og Charlotte Firmin’s moder,
generalinde Baynes, opfylder alle de fordringer, som kan stilles til en
forstyrrer af den huslige fred. De er hjerteløse, behøver vi at nævne
det? Pengegridske, krybende mod store, hovmodige mod smaa; deres
maal er at befordre sin egen og sin families lykke ved at puffe sig
frem i verden.
Verdensdamerne er et thema med variationer, afskygningerne er
mørkere og lysere, farverne snart finere, snart mere skrigende; men
grundtonen bliver den samme overalt. Det er, som om Thackeray
ikke har kjendt kvinderne nøie nok til at opfatte dem dybere eller
inderligere. De ydre træk, holdning, manerer, udtryksmaade gjengiver
han rammende sikkert, men vi faar aldrig kjernen, aldrig gaadens løs
ning. Hans kvinder er smaa sjæle, uden videre syn paa livet; ingen
af dem er bredt anlagt eller tænker stort. Deres begavelse er som
diamantens lysblink, blændende, men uden varme og frugtbarhed. Og
har de hjerte og følelser personificeres de af en Amelia eller en
Charlotte. Anna Hvoslef\
252 Nylænde, 15de septbr. 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
