Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. 1ste november - Sangmetoder (Wilhelmine Holmboe-Schenstrøm)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F. eks. mange sanglærere kan lægge en særlig vægt paa at udvikle
et eller andet i et sangorgan. Man drager frem vakre toner her og
der — man udvikler de høie toner paa de dybes bekostning, mellem
registret paa høidens bekostning etc.
Eller man fortaber sig i detaljerne og effekterne, førend det egent
lige instrument, stemmen, i sin helhed er lokket frem. Man tager med.
andre ord sangstemmens udarbeidelse i smaat istedetfor i stort.
Har man nu valgt kunstnerbanen som sin livsgjerning og vil som
hædret sanger ikke leve 3 eller 5 aar af sin kunst, — men helst som
de gamle italienere 20 a 30 aar ja mere — burde det være indlysende
for enhver, at hvad det gjælder først og fremst af alt, er at skaffe sig
et holdbart og solid instrument i sin strube. Detaljerne og effekterne
bør komme i anden række, efterat sangstemmen er blevet gjort færdig
til at udtrykke alle sjælens stemninger. — Først naar sangeren er sikker
paa sit sangerinstrument kan han med ro og tilfredshed antage et
engagement.
Anderledes stiller det sig med en salonsanger eller sangerinde, som
kun behøver at lade sig høre, hver gang han eller hun har lyst og
kjender sig disponeret dertil og da seiv kan vælge sit repertoire. Under
saadanne omstændigheder spiller jo ikke metoden en saa afgjørende
rolle.
Det er forresten særdeles gunstige forholde for salon-, og jeg kan
gjerne sige koncertsangere nu i de sidste aar, da romancerne er saa
høit paa mode — at det næsten bliver et minus og ikke et plus at
have stemme og uddannelse nok for at kunne foredrage en mere — for
dringsfuld arie!!
Hvad det i romancen særlig kommer an paa, er det musikalske
ejmperament — og en vis rigdom i klangfarve og nuance i stemmen,
men ingenlunde den opdrevne teknik og den kraftige stemme, som
operasangen fordrer.
Jeg er den første til at beundre og tiltales ved en udmærket sungen
romance om ogsaa med en liden stemme. Paa samme gang mener
jeg dog, at den sanger eller sangerinde, der kan synge udmærket
baade en stor arie og en fin, karakteristisk romance, er typen for,
hvad man mener med en sanger af profession.
I min studietid i Paris fandtes 4 fuldstændig forskjellige kategorier
af sang, nemlig:
Stor opéra med de brede, høist dramatiske konturer.
Opéra comique med sine bestemte tekniske fordringer paa stemme
og taleorgan.
Den italienske opéra med sine krav til vellyd, og saa tilsidst
v Café chantantu med sin skarphed, og jeg kan gjerne sige, ud-
Nylænde, iste novbr. 1897. 287
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
