Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Præstegaarden. 113
Sandflugt drevet det til henimod Mandshøide,
og vendende de bare knudrede Stammer mod
Nordenvinden som en bøiet Ryg, sendte de
lange længselsfulde Arme mod Syd. Indimellem
havde Rebekkas Moder plantet Violer.
»Nei — hvor heldigt!« — raabte den ældste
Frøken Hartwig, »her er Violer! Aa — Hr.
Lintzow! pluk mig en Buket til iaften.<
Den unge Mand, som havde anstrængt sig
forat finde en Tone, hvori han kunde konver-
sere Rebekka, syntes, at den unge Pige for
sammen ved Frøken Fredrikkes Ord.
» Violerne ere Deres Yndlinge?« sagde han
halvhøit. |
Hun saa forundret op paa ham; hvorledes
mon han kunde vide det?
»Tror De ikke — Frøken Hartwig! at det
vilde være mere hensigtsmæssigt at plukke Blom-
sterne, naar vi tage herfra, saa holde de sig
friskere?
»Som De vil« — svarede hun: kort.
»Hun glemmer det forhaabentlig til den
Tid,« sagde Max Lintzow halvhøit til sig selv.
Men Rebekka hørte det, og undrede sig
over, hvad Fornøielse han kunde have af at
beskytte hendes Violer istedetfor at plukke dem
til den smukke Dame.
8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
