Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Præstegaarden. 127
En Spurv sad sammenkrøben paa Hunde-
huset; den trak Hovedet ned i Fjærene, glippede
med Øinene og lod som ingenting. Men i Vir-
keligheden gav den nøie Agt paa, hvor Kornet
blev lagt hen. Ved det store Spurveslag ivaar
havde den været midt. inde i Nøstet, hakket og
skraalet som den værste. Men den var bleven
fornuftig siden; den tænkte paa Kone og Børn
— og paa, hvor godt det er at have noget i
Baghaand for Vinteren.
— Ansgarius glædede sig til sriktersh, —
til farefulde Expeditioner i Snefanerne og bæl-
mørke Aftener med bragende Brændinger. Han
benyttede allerede den Is, som laa paa Vand-
pytterne efter Nattefrosten, idet han lod alle
sine Tinsoldater med to Messingkanoner marchere
udpaa. Selv iagttog han staaende paa en hvæl-
vet Stamp, hvorledes Isen lidt efter lidt gav efter,
indtil den hele Armé styrtede igjennem og kun
Kanonernes Hjul stak op. Da raabte han Hurra
og svingede med Huen.
»Hvad raaber du for?« — spurgte Præsten,
som gik over Gaarden.
»Jeg leger Austerlitzl« — svarede Ansgarius
straalende.
Faderen gik videre, idet han sukkede tungt;
han forstod ikke sine Børn. —
— Nede i Haven sad Rebekka paa en Bænk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
