Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Calvin og Luther ensidige
erobret Tilførselen, men den havde hævdet, at „Kirken"
i sig rummer den Helligaand, der selv er de aandelige
Kildesprings Herre. Denne Opfattelse lod sig ikke
gendrive af nogen, der virkelig stod paa Biblens og
Kirkens Grund. Men blev saa Spørgsmaalet, hvem er da
„Kirken", enten den ældgamle Romerkirke eller .de
nylavede protestantiske Folkekirker? kunde Svaret ikke
være vanskeligt. Den hellige Aand havde ikke ligget i
Dvale fra d.et nye Testamentes Affattelse til Luthers
Fremkomst.
Da man var naaet saa vidt, kom Turen til de
egentlige Lærestridigheder mellem Katoliker og
Protestanter. Her var jo Forholdet det, at baade Luthers og
Calvins Frafald fra Katolicismen bundede i, at de hver især
ubønhørligt havde gennemført en ensidig Opfattelse.
Luther havde hævdet Menneskenaturens
Bundfordær-vethed, Viljens Ufrihed til det Gode, saa at
Retfærdiggørelsen kun kunde tænkes ved Troen alene ikke ved
nogen menneskelig Virksomhed tillige. Calvin havde
gennemført Viljens Ufrihed til den Yderlighed, at Gud
havde forud bestemt nogle Mennesker til evig
Salighed, andre til evig Fordømmelse, hvilket ikke lod c;ig
ændre ved deres Livsvandel. Overfor slige
uudgrundelige Dybheder kunde Mennesketanken naturligvis ikke
slaa til. Men det havde netop udgjort Romerkirkens
hidtidige Styrke at kunne lavere mellem disse
Yderligheder. Den havde paa en Maade optaget dem begge i
sig, idet den i sin Lære, med f. Eks. Augustinus, havde
heldet til den ene Side, men i Praksis havde heldet til
den anden, Gerningernes Fortjenstlighed. Det var selv-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
