Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Ignatius Loyola og Luther
læstede Fod med Mindelse om, at han og ridderlig Idræt
nu maatte skilles.
Nedslagen tog han da fat paa anden Læsning,
Helgenhistorier og lignende religiøse Skrifter. Lidt efter lidt
grebes han dog ogsaa her. Lyslevende stod Jomfru
Marias Billed for ham, skønnere end nogen jordisk Kvinde,
Himmeldronningen, som det vel var værd at kæmpe for,
vel værd at vinde. Kæmpe og vinde, men hvorledes?
Hans ædle Landsmand, den hellige Dominicus, viste
Vej. Ogsaa han havde ligesom Ignatius kæmpet mod
Franskmændene og besejret dem. Ikke dog med Sværd
og Plade, men ved Fattigdom og Selvfornægtelse. I
Kamp mod sig selv og sine jordiske Lyster havde han
overvundet ogsaa Albigenserne og tilsidst i Spidsen for
sin Munkeskare lagt Sydfrankrig som Sejrsbytte for
Guds Trone. Der var en Lod højere end Ridderens og
Feltherrens. I Kamp mod Verden i Ens Indre, at døde
Egenviljen, at tjene Kirken, at vinde Gud.
Fra Sygelejet begav Ignatius sig til Klostret
Montserrat i Catalonien, hvor han ophængte sit Sværd og sin
Rustning foran Jomfru Marias, Himmelbrudens Billed,
og iførte sig Tiggerdragt. Under haarde Selvpinsler,
Svøbeslag og Faste, tilbragte han nu Tiden, snart
henrykt til Himlen, snart grublende over sin Fortid. Men
bestandigt skolede han sig selv, indtil han ganske havde
trænet sig og vundet det Selvherredømme, den
Malm-haardhed, som en Kirkens Stridsmand bør eje.
Det ligger nær her at tænke paa Augustinermunken i
Tyskland, der et Par Aar forinden havde gennemgaaet
samme Skole. Lynet var slaaet ned ved begges Fod. Beg-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
