Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Hendes Navn skal tilhøre min Forfattervirksomhed —
mindes, saa længe jeg mindes.«
Nu da de begge er døde, vil deres Navne udødeligt
knytte sig sammen, dybt og evigt og inderligt, som Beatrices
lyse Navn klynger sig ind til Dantes, som Heloises slynger
sig tæt ind til Abailards.
Abailard og Heloise.
Middelalderens dunkelt glødende Højsang om den store
Kærligheds altovervindende Lidenskab.
Og Abailard var Tidens genialeste Tænker, en Stjerne paa
Teologiens stjernerige Nattehimmel, han var den store Lærer,
langt borte i Filosofiens og Dialektikens syvende Himmel,
en Helgenglorie vinkede dernede over Roma. Men en
Vaar-morgen, da han vandrede langs Seinen, paa de grønne Enge
omkring Paris, mødte han Heloise.
Og se, hun var kun sytten Somre, og endnu dejligere end
selve Vaaren. Da sluktes alle Teologiens natlige Stjerner for
hans beruste Øjne — og det blev Morgenrøde, og langs
Helgengloriens lyse Ring slog der Roser ud.
Glødende menneskeligt elskede de to hinanden, og det
blev mørk Nat omkring dem. Helgenglorien var for evigt
tabt, og Roserne havde Torne under Løvet.
Men da de skiltes for Livet, hun for at tage Sløret og han
for at skjule sig i Ensomheden som Munk og Eremit, var de
dog for evigt sammenknyttede ved Rosernes Løndom, og de
var rigere end under alle Glorier.
Ogsaa han, »hin Enkelte«, traf paa sin Vej et yndigt Barn,
og se, hun var kun atten Somre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
