Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GEORGE SAND
I Luxembourghaven, lige bagved det Gitter, der vender ud
imod Panthéon, staar hendes Statue i snehvidt Marmor.
De store Hjertemennesker, de hvis hele Liv var én eneste
Følelsernes Skælven og Vibreren, burde egentlig aldrig efter
deres Død foreviges i stivnet Sten og Bronce. Det burde
forbeholdes Feltherrer og Tænkere, der meget bedre kan
taale denne Stivnen, der undertiden slet ikke var dem saa
fremmed allerede i levende Live. Især Tænkerne da. Kant
og Hegel og de andre tyske Fænomenalhjerner passer helt
godt for Broncen, men ikke Heine, ikke Musset og aldeles
ikke George Sand, der ikke var andet end et overflødigt stort,
et vældigt, men uregelret pulserende Menneskehjerte. Det
kolde, frysende Marmor, det hvideste af alt hvidt, det
køligste af alt køligt, kan ikke gengive en Forestilling om det
hede, det ulmende røde, det juveldunkle og det brændende
stormfulde. Fru Heiberg i vort kongelige Teaters Foyer
minder langt mere om Loths Hustru end om en scenisk
Muse fra en romantisk Periode. Naar en Kvinde i sit Liv har
været sin Samtids Hjertes Hjerte, alle elektriske Strømmes
flammende Midtpunkt, saa er det virkelig haardt, at hun
efter sin Død skal staa og faa Folk til at knagfryse som et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
