Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
cre kun Tilskuet e ved dette og ere for de absolute Tilskuere
Skuespillere, hvis Bifalds- eller Misbagsyttringer ere dem
foreskrevne af Digteren — et udmærket gjennemført Indfald,
der senere giver Anledning til den pudseeriige Forvirring
ved lidebrandsscenen, og der i sin Helhed er en Finte til
Publicums Uimodtagelighed for den sande Illusion. Stykket
skulde af Harlequin aabnes med en Prolog, men da han
ingen har kunnet faae, hjælper han sig med
Indledningsversene til forskjellige ingemannske Værker og træder frem med
følgende Ord:
„D&nnerfolk! For forste Gang
Haanden mig paa Strængcn bæver.*’
(lndledsniugsdigt til Ingemanns første Digtsamling 1811.)
Da Tilskuerne hysse, siger han: »Jeg beder om Forladelse;
jeg tog feil. Jeg vilde sige:
„Med Fryd jeg atter Luthen stemmer,
Thi sød er Hjertets stærke Trang."
(Indledningsdigtet til Ingemanns anden Digtsamling 1812.)
Tilskuerne hysse igjen, og Harlequin vedbliver: »Om For-
ladelse! Om Forladelse! Jeg tog atter feil. Jeg vilde sige:
„Skjøndt Riddersmænd sig selv forsvare bor,
Naar de til Vaabenleg for Skranken møde."
(Prolog til »De sorte Riddere«.) Tilskuerne vedblive at hysse,
og Harlequin beder »tusind Gauge, ti tusind Gange om
Forladelse. Nu husker jeg først, hvorledes det var:
„Gjennem l)ale, over Bjerge
Gik jeg i et fremmed Land,
Syner skued, Toner borte,
Som jeg aldrig glemme kan."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
