Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 22. Kaptajn Nemos sidste Ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
Vandfladen for at hente Luft, blev Lugerne aabnede
og lukkede ved Hjælp af en usynlig Melanisme. Man
brød sig ikke mere om at tage Højden. Jeg vidste ikke
længer, hvor vi vare.
Forresten viste Kanadieren, der havde mistet baade
Taalmodighed og Kræfter, sig heller ikke mere. Jean
kunde ikke faae et Ord ud af ham og frygtede, at han
skulde dræbe sig i et Udbrud af Galskab eller under
Indflydelse af Hjcmve. Han oaagede derfor ogsaa
uophørligt over ham.
Man forstaaer saaledes let, at vor Stilling under
disse Vilkaar ikke længer var holdbar.
En Morgen, jeg kan ikke sige hvilken Dag, var
jeg sovet ind og var hensunken i en pinlig Dvale. Da
jeg vaagnede, saae jeg Ned Land staa hældet over mig,
og jeg hørte ham hviske til mig:
»Lad os flygte!«
Jeg rejste mig op.
»Men naar skulle vi flygte? spurgte jeg.
— Jnat. AlAarvaagenhedsynes atværeforsvunden
fra Nautilen. Man kan næsten sige, at der hersker en
almindelig Dvale ombord. Er Professoren beredt?
— Ja! Men hvor ere vi?·
— Hvis jeg ikke tager fejl, saa have vi Land et
godt Stykke ude mod Øst
—- Hvad er det for et Land?
— Det veed jeg ikke, men hvilket det end er,
ville vi flygte til det.
— Ja, Ned, vi flygte iuat, selv om Havet skulde
sluge os.
— Havet er oprørt og Vinden heftig, men jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
