Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 6. Vitesystemets videre Udvikling især i senere Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tydelig af Ordene i Landevernsbolken Kap. 3, hvor det hedder, „at
naar Krigspilen opskjæres er alle Mænd pligtige at møde,“ ved
Sjøen til Skibs, men til Samling til Lands“, [[** sic, hvor er innled. anf.tegn?]] d. e. ved Sjøen
skulde man møde for at danne Sjøværn og inde i Landet skulde
man samles for at danne et Landeværn tilfods. [1] Man var altsaa
nu naaet saavidt, at man havde baade Sjøværn og Landsværn. I
hvilken Udstrækning dette i Virkeligheden gjaldt, er ikke godt at
sige. For Indlandsbygdernes Vedkommende blev det vel paa
mange Steder saa temmelig virkningsløst endnu. Det vilde være
temmelig vanskelig at føre Mandskab fra de øverste Fjeldbygder
ned til Sjøen eller til Landegrænsen. Budet maa vel antages at
gjælde særlig Forsvar for sin egen Bygd eller Landsdel. Men
man er altsaa kommet saalangt, at man kan vente ogsaa Angreb
fra Landssiden, fra Grænsen, og man maa indrette sig derefter.
Hermed er saaledes givet, at Ordningen med Viter og Vagthold
nu er gjort gjældende for det hele Land. Om man ogsaa i
Virkeligheden har efterkommet Lovens Bud, er vel meget tvivlsomt.
Sandsynligvis har man været meget uvillig til at paatage sig de
Bryder, [[** sic = Byr-]] som her paalagdes, og søgt mest mulig at unddrage sig
og der er Grund til at antage, at i mange Bygder reistes der
ingen Varde.
Vi har et Vidnesbyrd herom i Kong Haakon Magnussøns
Retterbod af 1318. [2] Kongens Sysselmand i Tønsberg og paa Folden
havde klaget for Kongen over, at Bønderne unddrog sig
Forpligtelsen at opføre Viter og Vagthus, som Lovbogen bød dem.
Kongen indskjærper derfor Forpligtelsen og paalægge
Ombudsmændene at stævne Vedkommende til at betale 1 Mark Sølv i
Bod. Heraf kan vi saa drage Slutning om, hvordan Forholdet
var i de mere afsidesliggende Bygder.
Imidlertid begyndte Ledingsvæsenet paa denne Tid at forfalde.
Med Haakon den 5te uddøde den norske Kongestamme paa
Mandslinien, Landet forenedes med Sverige, og Kongen opholdt
sig mest her. Norge forsømtes og tilsidesattes, og navnlig blev
Landsforsvaret forsømt. Landet gik tilbage mere og mere, og i
1349 rammedes det af et frygtelig Slag i den Landfarsot, „den
sorte Pest“, som lammede det ganske for lange Tider.
Ledingsvæsenet forfaldt. Skibene raadnede op, og nye byggedes ikke.
Samtidig mistede det ogsaa sin Handelsflaade, og Hansestæderne
tilegnede sig al Handel.
Den ulykkelige Tilstand varede i næsten 300 Aar, da der kom
et Omslag. Det maa dog bemerkes, at det ikke alene var de
nævnte Aarsager, som bevirkede denne sørgelige Tilstand i vort
Land. En væsentlig Grund hertil maa søges i Tiden selv, som
var en Overgangstid fra Middelalderens Hærordning og
Landeværn til den senere Tids staaende Hære. Det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
