Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes og de undertrykte Folk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lige, naar man kan hilse de Faldne med saa sært
klingende og forsonende Hymner . . . .
Og naar Georg Brandes selv hører til de Faa,
der har naaet Maalet paa den Rendebane, han
betraadte, forstaar man maaske, hvad et saadant
Løb har kostet ham, naar man ser, hvilke Fø-
lelser der allerede ved dets Begyndelse kunde
komme til Udbrud i Vers som dette:
— Du bitre L atter! kom og trøst mig n u !
I Ord at tolke Kval, jeg aldrig mægted,
og Sangens milde Velklang blev mig nægted.
Latter! jeg trænger til dig, kom da Du! —
Kunde det ikke ses paa Georg Brandes, at
den bitre Latter tidt har været hans Trøster.
Ført af den er han sikkert ofte steget ned
i de Afgrunde, hvor Krampegraaden vrider sig
efter Lindring og lurer paa et Bytte til at kryste
og græde sig sammen med ind i en tung og øde
Haardhed.
Men han er ikke faldet for denne frygtelige
Trøsterske.
Hans Latter blev aldrig saa haardt spændt,
at den skreg og brast i Hulken.
Han lo sig ud til en bitter, æggende Trods og
smilte sig ind i en sejg og bestandig Uovervinde-
lighed, hvor hans Smil kunde blive saa vemodigt
som kun dens, der vandt store Sejre over sig
selv og andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
