Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 84 —
Men jeg satte Monrad høit. Han havde været
min Lærer paa Skolen og var altid snil og venlig
mod mig. Jeg husker, jeg traf ham ved Indgangen
til Universitetets Festsal, da E. F. B. Horn i 1867
skulde disputere for Doktorgraden. Han sa til mig:
„Træd idag op som Opponent fra Auditoriet. Gjør
det! De er et filosofisk Hoved." Jeg havde
heldigvis saa megen Selvkritik, at jeg ikke fulgte hans
Opfordring.
Monrads egentlige Universitetsforelæsninger i den
Tid var over Æsthetik. Jeg fulgte dem fra Ende
til anden gjennem flere Semestre. Monrad havde
en Svaghed for Æsthetiken, eller la mig si en
særegen Kjærlighed til den. Jeg sætter dette i
Forbindelse med hans dybe Sans for Harmoni,
som igjen er i nært Slægtskab med det hegelske
Grundsyn.
I én Kunst var Monrad ikke blot Theoretiker
men ogsaa Exekutør — i Musiken. Han spilte
Violin, spilte gjerne og spilte godt. Han elskede
denne Kunst. Og mange vil huske ham fra
Studenterorkestret, naar han spilte med eller
dirigerede. Da blev Filosofen Fyr og Flamme, og i sine
ivrige Bevægelser glemte han endog at holde den
glatte Lok i Orden, som ellers altid omhyggelig og
korrekt dækkede den skaldede Isse. Da hengav
han sig.
Idetheletaget vilde Monrad være Student med
Liv og Sjæl. Det var ofte rørende, undertiden
gribende, at være Vidne til hans Entusiasme for
Studenterlivet. Jeg tror, det stod for ham som et
af hans Livs største Øieblikke, naar han ved en
festlig Anledning i Studentersamfundet løftedes —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
