Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 236 —
Det var særlig et Par Theologer, som jeg satte
høit og havde glædet mig til at faa noget personligt
Samfund med, naar jeg flyttede ind i Nærheden af
Kristiania, jeg kan vel gjerne nævne deres Navne,
som aldrig vil bli glemt af den norske Kirke. Det
var Stiftprovst Gustav Jensen og Sogneprest
Christopher Bruun. Men jeg var nødt til at skrive Ting,
som skilte dem fra mig.
Jeg har aldrig skrevet noget, uden at jeg var
drevet dertil i mit Indre; men paa den anden Side
har jeg heller ikke kunnet la være at skrive, hvad
jeg skrev. Min Pen har forsaavidt været min
Fiende, som den har skilt mig fra Venner, den ene
efter den anden.
Men jeg maatte skrive.
Ofte stod det saa for mig, at Gud af en eller
anden Grund vilde, at jeg skulde være ensom. Jeg
maatte tænke paa Strindbergs Ord i „Ensam": „Jag
tror, det är mit öde, at jag skal vara ensam."
Men hvorfor? hvad var din Grund, Gud? —
Det var, at jeg skulde trænges nærmere til dig, den
ene Ven, som er bedre end alle andre Venner
tilsammen. Derfor fik min theologiske Ensomhed
aldrig Magt til at nedslaa mit Humør eller til at
berøve mig mit lyse Syn paa denne Guds Verden.
Aldrig følte jeg min Pens Fiendskab saa stærkt
som i Professorsagen, aldrig var det saa ondt at
skrive, som da jeg maatte udtale mig mod Ordings
Udnævnelse og forsaavidt bryde med mine liberale
Venner. Jeg maatte. Ikke fordi jeg vilde ha
nogen Grænse for den videnskabelige Forskning,
ikke fordi jeg fordømte Ording, skjønt jeg jo vel
forstod, at hans Standpunkt indbefattede vidtgaaende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
