- Project Runeberg -  Opstandelse /
77

(1899) [MARC] Author: Leo Tolstoy Translator: Abraham Kaaran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Opstandelse.

’ lOT

Afsky for sig selv. Han vilde tro, men fattede det ikke,
at denne Forlegenhed, denne Skamfuldhed, var hans Sjæls
bedste Følelse; men det tyktes ham imidlertid, som om
det kun var Dumhed, der talte i ham, og at han maatte
gjøre, som andre gjorde. Han trak hende derfor endnu
en Gang ind til sig, omfavnede hende paany og kyssede
hende paa Halsen. Dette Kys var dog ikke af samme
Art som de to første Gange, han havde kysset hende:
den ene Gang ganske ubevidst bag Syrenbuskene og den
anden idag udenfor Kirken. Dette Kys var forfærdeligt,
og hun følte det.

„Hvad gjør De dog?" skreg hun op med en Stemme,
som om han havde ødelagt for hende noget dyrebart,
hun aldrig mere vilde faa tilbage, og hun løb fra ham.

Han gik ind i Spiseværelset. De pyntede Tanter,
Doktoren og en Naboerske stod henne ved Bordet, der
var dækket med kolde Retter. Alt var som almindeligt;
men der var Storm i Nechljudows Sjæl. Han forstod
ingenting af, hvad man talte til ham om, og gav aldeles
meningsløse Svar. Han tænkte kun paa Katjuseha og
forestillede sig den Følelse, han havde havt, da han
kyssede hende i Korridoren. Han kunde ikke tænke paa
noget andet. Da hun kom ind i Værelset, følte han
hendes Nærhed uden at se op paa hende, og han maatte
opbyde alle sine Kræfter for ikke at se sig omkring.

Straks efter Middagen gik han igjen op paa sit
Værelse, hvor han drev frem og tilbage i store Anfægtelser.
Han lyttede efter enhver Lyd og ventede at høre hendes
Skridt. Det dyriske Menneske, som havde Tilhold i ham,
hævede nu ikke alene mere og mere sit Hoved, men
det trampede hans aandelige Jeg under Fødder — dette
aandelige Jeg, som han havde ved sin Ankomst og endnu
idagmorges i Kirken.

Det vilde ikke lykkes ham at træffe Katjuseha mere
denne Dag under fire Øine. Hun undveg ham øiensynlig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:34:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/opstand/0083.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free