Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Det danska folket under 1864 års krig. Ett föredrag hållet i Stockholm, Uppsala och Lund våren 1900. Af Karl Larsen. Öfvers. från författarens manuskript. Med 38 bilder efter samtida fotografier - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET DANSKA FOLKET UNDER 18 64 ÅRS KRIG.
445
lade uppfattningen af kriget som det
stora onda, som skall bäras men måste
bäras med »Kraft og Styrke», därför att
det är så »bestemt». Och med den
uppriktigaste och mest rörande öfvergång
fortsätter hon: »Gud give, jeg havde
Pengene, jeg kunde leje for dig, da holdt
jeg ikke den sidste Skilling for god, og
jeg har i Drömme flere Gange set, at
du kom hjem. Ja Gud give, at den Dag
var nærmet sig». Mannen är ständigt i
hennes tankar: »Min kæreste Ven,
trænger du ikke til Penge? Da skriv
endelig til mig, saa skal du faa, og jeg har
köbt 2 Pund Smör, hvis jeg maa sende
dem til dig, og noget Köd eller Ost kan
du ogsaa faa, hvis det kan lade sig göre
at sende det til dig. Jeg har i Aften
modtaget dit kærlige Brev, og det er
min störste Glæde og Trost at höre, at
du er rask og har det godt, saa Gud
give os begge Taalmodighed, indtil at
du kan komme hjem til mig. Jeg
længes saa meget efter dig. Du hörer ikke,
min kære Ven, hvor ofte vi siger: Gid
vi havde Fader hjemme! Augusta siger
saa ofte til mig: Græder du nu igen,
Mo’er, du har jo dog ikke nödig at
græde, for vi har jo dog noget at spise
endnu, og jeg har jo givet dig alle mine
Penge til Bröd og Smör. Men hun faar
altid det Svar: Jeg græder ikke for
Penge, men for Fader . . . Gud holde sin
beskærmende Haand over dig, og Gud
give mine Breve maa altid træfie dig ved
et godt Helbred og et taalmodigt
Sindelag.» Och midt i ett bref kommer
oemotståndligt, plötsligt det äkta
kvinnliga utbrottet: »Kom hjem at holde din
Födselsdag hos mig; hvis jeg vidste, at
du snart kom, saa vilde jeg köbe en
Gaas til Steg».
Hon frågar på ett ställe : »Min
kæreste Ven, sig mig, hvad din
Juleaftens-mad bestod af. Jeg har i Dag köbt et
Fireskillings Hvedebröd, og deraf spiste
underkorpraler och menige af l6:e
infanteriregimentet, fynbor och själländare.
vi os et Stykke til et Kop Kaffe, saa vi
var ligesaa tilfreds med det, som de
andre med deres rige Maaltid». Ar det
icke ett rörande perspektiv af uppoffring
och försakelse för mannens skull, som
man ser bakom denna helgdagsmåltid af
ett åttaöres hvetebröd och en kopp kaffe!
Om nätterna drömmer hon mycket,
flere gånger om höga tal, som hon
tänker att hon kanske skulle kunna spela
på för att vinna pengar till att köpa
honom fri för, och då han ligger i
Fredericia, som är cerneradt af fienden,
skrifver hon: »Jeg har nu i to Nætter i
Drömme været i Frederits og sögt efter
dig og har ogsaa funden dig og talt
med dig, og jeg saa, at du var rask.
Jeg synes dog, at det har tröstet mig
lidt, for den gode Gud har flere Gange
i min store Sorg tröstet mig i Nattens
Drömme, og det har været Tilfælde, som
jeg har drömt».
Tu oftare och ju längre mannen
skrifver till henne, dess lyckligare känner hon
sig, men med uppoffrande hänsynsfullhet
skrifver hon likväl: »Men min kære Ven,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
