- Project Runeberg -  Ord och Bild / Elfte årgången. 1902 /
156

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Dansk Musik. Af Gustav Hetsch

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

i56 gustav hetsch.

at Tidsafstanden imellem dem allerede
derved blev ganske tydelig, dirigeredes af
henholdsvis Komponisten Carl Nielsen og
Komponisten Vilhelm Rosenberg, en yngre
Broder til Forfatteren og Sceneinstruktøren
P. A. Rosenberg.

Hr. Helsted ledede derimod Opførelsen
af sin egen Symfoni, et stort anlagt, af
kompositorisk Dygtighed struttende, stærkt
søgende og som Folge deraf ofte sært og
kantet Værk, som man hørte med uafbrudt
Interesse, omend ikke altid med æsthetisk
Behag.

Dette nye Arbejde af en ejendommelig
fin Kunstnerpersonlighed, som Helsted er,
var imødeset med ikke ringe Spænding af
Publikum, der dog syntes mere forbløffet
end begejstret over det.

Gades Ouverture, der hører til hans
svagere Arbejder, og Hornemans Suite, der
er et Par Decennier gammel og ikke i nogen
Henseende kan tages som typisk for denne
blodrige, fantasifulde, gennem-sunde
Komponists Ydeævne, var mindre heldige Valg
— netop ved en Første-Koncert, hvor det
gjaldt om at vise Offentligheden, hvor
megen værdifuld og betydelig dansk Musik
der ligger hen uden hidtil at have kunnet
naa til Opførelse.

Men enhver Begyndelse er jo vanskelig,
og der har sikkert ved Sammensætningen
af dette Debut-Program gjort sig saa mange
Hensyn gældende, at Bestyrelsen ikke rigtig
har faaet Lejlighed til at vise, hvorfor en
dansk Koncertforening maa anses for en
Nødvendighed.

Ved en af Kapelmester Johan
Svendsens og det kgl. Kapels Symfoni-Koncerter
forleden opførtes blandt flere andre
Nyheder en »Legende» for Orkester af Fini
Henriques. Den bar helt igennem
Vidnesbyrd om, at Komponisten er Musiker
fra Top til Taa, og at han orkestralt
udtrykker sig som paa sit Modersmaal. Det
er fuldblods Musik og klingende Musik,
ge at gaa til, uden Spidsfindigheder og
uden Affektation. Stykket er ganske vist
for bredt og langt for den ikke
synderlig mærkelige Idé, hvorover det er bygget,
men det formaar alligevel at vedligeholde
Interessen.

Viser denne »Legende» saaledes ikke
den talentfulde, unge Komponist fra nogen
ny Side, er den dog et glædeligt Bevis paa,
at han er i stadig og sund Udvikling. Det
samme ser man af den Musik, han har
skrevet til Carl Ewalds Æventyrkomedie
»Canta», som det kgl. Teater har opført,
og som kun skyldte Musiken, at det
overhovedet kom til at faa lidt af Sukces-Præget
over sig.

Heller ikke »Canta»-Musiken er videre
original, men den har, ligesom »Legenden»
i Aar og Fini Henriques’ Symfoni for et
Par Aar siden, den fortræffelige Egenskab,
at den klinger og flyder naturligt fra et
fyldt Musikerhjærte. De i Stykket
forekommende Sange og Viser har
Komponisten forsynet med højst iørefaldende
Melodier, og til en Dansescene har han fundet
paa en flot og fejende Vals, men sit bedste
har han dog ydet i Forspil til de enkelte
Akter og i den melodramatiske Ledsagelse;
her er baade poetisk fin Stemning og
Humor, altsom Situationen kræver det. Er
Fini Henriques’ »Canta»-Musik end ikke saa
karakteristisk og stærkt virkende som den,
han komponerede til Drachmanns »Vølund
Smed», har den dog atter henledet
Opmærksomheden paa sin Autor som en
Akkvisition for vor dramatiske Tonekunst.

Hvad den svulmende Stemningsfylde,
den skære, betagende Klang, den latente,
hjærtegribende Varme angaar, bærer dog
den Musik, P. E. Lange-Miiller har bundet
som Rosenranker om Drachmanns
Melodrama »Renæssance» paa Dagmarteatret,
Prisen.

Det er en ganske ejendommelig Ævne,
Lange-Miiller har til at trænge ind i
Digterværkets Poesi og lade den befrugte sin
Fantasi, saa at den sætter de skønneste
Blomster og bærer de sødeste Frugter. Der
er en Ynde og en Inderlighed over hans
Tonemalerier i »Renæssance», som ikke
alene fryder Øret, men tillige tager En 0111
Hjærtet. Denne ægte danske Sjælfuldhed
kan ingen dansk med Skønhedssans
forblive uberørt af. Og midt i al den
bølgende, vuggende, berusende og daarende
Musik staar en »Serenade» i sin ægte
Lange-Miillerske Opfindelse som
Højdepunktet, fordi den paa en sjælden lykkelig
Maade smelter sammen med Situationen og
det sceniske Billede til en Helhedsvirkning
af overordentlig Skønhed.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:45:26 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1902/0178.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free