Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Lykken. Af Hjalmar Christensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lykken.
Af HJALMAR CHRISTENSEN.
DET lille skrivebord i hjörnet, en
fin spinkel mahognytingest,
arvestykke, var dækket af breve.
De mange små gjenstande, der pleiede
at pryde det, var fört tilside,
portræt-stativene lå over hverandre.
Skufferne i bordet var trukket ud,
brevene bunkede sig på bordet, pakker,
bundne med silkesnore, med smale bånd,
blå, gule, hvide, nogle lå löse, — breve
fra årrækker. Alle bar de den samme
håndskrift, en uregelmæssig heftig
mandehånd, snart sterk, snart svag, altid
jagende —.
Solen stod ind vinduet. En bred
hvid vintersolbölge faldt lystig og
kjærtegnende over hendes unge smidige
nakke, over det varme brunblonde hår.
Hun læste, lagde det ene brev bort
efter det andet. Hun förte engang
hånden hurtig over öinene, endnu engang.
Men der var et bestemt, lidt hårdt
udtryk om den smale brede mund.
Der viste sig en pige i dören. Hun
saa op, der gik en hastig trækning
gjennem hendes legeme, hendes skuldre
fortalte, at hun ikke likte at bli
overrasket.
»Jeg skal hilse fra ingeniören, — ja
for han var netop i telefonen — —»
»Nää?»
»At han skulde være her klokken
et.»
»Det er godt.»
Pigen gik. Hun læste videre. Saa
hastig paa sit ur. Læste. Næsten
febrilsk læste hun.
Men saa blev hun længe siddende
med et brev. Et af de sidste. Det var,
som om hun ikke kunde skille sig ved det.
»Kjære hustru», begyndte det, »du
kjære». Det var det, han havde
skrevet, lige efter at han var kommet til
badestedet — fra den sidste reise. Han
havde ikke önsket, at hun skulde være
med, at hun skulde se sig trist paa de
syge ansigter, han haabede jo endnu at
komme hjem igjen —.
»— — du kjære. Naar jeg sier, at
jeg længes efter dig, så skal du ikke ta
det som en bön om at du må komme.
Jeg vil ikke se dig.
Jeg ser dig alligevel, ser dig hele
dagen. Når jeg ligger og doser på mit
værelse, lidt træt, skjönner du, en dös
uden sövn, en vågen dröm med store
billeder der glider forbi, billeder i mange
former, så föler jeg dig lige ved, så nær,
så nær, at en dag troede jeg, at jeg
havde kysset dig —.
— Jeg længes. Men det vilde jeg
gjöre, om du var her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
