Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ur bokmarknaden - Af Julius Clausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•<3H-
ur bokmarknaden.
Hans Bröchner og Chr. K. F. Molbech.
En Brevvexling udgivet og indledet af Harald
Höffding. København. Gyldendalske Boghandel.
Hverken om store eller mærkelige
begivenheder fortæller denne brevsamling. Men
så vist som brevskaber altid er en
fængslende og höjst belærende læsning, så
gælder det navnlig, når to hver på sin vis så
ejendommelige og hinanden supplerende
personligheder mödes som her gennem en
i mange år fortsat regelmæssig udveksling
af tanker og indtryk.
Det gamle ord: at modsætningerne
finder hinanden, at der foregår en gensidig
tiltrækning mellem dem, får gennem disse
breve en sikker og værdifuld bekræftelse.
Thi af fælles oplevelser og minder, det som
i så mange tilfælde knytter ellers
uensartede mennesker sammen, er her ikke
meget — kun nogle måneders daglige
samvær i Rom i ungdomsårene. Vistnok
skriver Molbech omtrent en snes år senere, da
han sidder på tiende år som professor i
nordisk sprog og litteratur i Kiel, medens
vennen Bröchner docerer filosofi ved
Kobenhavns universitet, disse ord: »Tilvisse
kunne vi ikke, trods afstanden og den
sjældne udveksling af tanker, blive fremmede
for hinanden; thi vi ere begge over den
alder, hvori karaktererne forandres, og
skulde vi end, når vi mödes, ikke
samstemme i et eller andet af nutidens
spörgs-mål, behöve vi blot at trække tæppet
tilside for en rig og dyrebar fortid, så ville
de stridende tanker löbe sammen og de
skilte hænder trykke hinanden ligeså
trofast og hjærteligt, som da vi mödtes i Rom».
Men det turde dog være et spörgsmål, om
et venskab, alene grundet på erindringens
og mindernes forskönnende skær, vil vise
sig livsvarigt, når ikke andre elementer
medvirke til at spinde den röde tråd fast
og stærk, som må knytte fortid til nutid.
Fra vor egen generation og vor egen
hastige og febrilske tid vil vel næppe en
eneste brevveksling efterlades som denne,
så stöt og trofast. Som nyhedsbringer
tiltrænges brevet ikke længere i vor
journalistikens guldalder, og vor tids mennesker
unde sig kun sjældent ro eller tid til at
fæstne de personligste og inderligste
indtryk på papiret, i hvert fald ikke i
håndskreven form og med kun en enkelt læser
for öje. For Bröchners og Molbechs
vedkommende bidrog nu sikkert den
omstændighed, at de så mange år vare hindrede
i personligt samvær, naturligvis meget til,
at brevvekslingen kom i stand. Men at
den så trolig fortsattes, deri har lige så
meget deres imod omverdenens indtryk sig
værgende og ideelt anlagte personligheder
del. Hvor for sig levede et stille og
indadvendt liv, Bröchner mest ledet af personlig
tilböjelighed, Molbech mere tvunget dertil
ved forholdenes natur, da han, den danske
månd, under helstatsregimentet i tolv år
indtog den uholdbare og vanskelige stilling
som professor i dansk ved et faktisk tysk
og antidansk universitet. Först ved
ungdomsårenes afslutning, ved fyrretyve-års
alderen gifter de sig, stifter hjem og familie.
Bröchner står som den mandlige, den
givende part i forholdet mellem de to,
Molbech som den kvindelige, modtagende.
Bröchner er lige så kraftig, sikker og
beslutsom, som Molbech er veg, klynkende
og usikker. Idealister er de begge.
Bröchner dog i en höjere betydning af ordet;
hans filosofi, hans religiositet, hele hans
livssyn er ideelt farvet, men dog står han
med begge födder på virkelighedens sunde
og faste grund. Molbechs idealisme
derimod er af en langt blödere, af öjeblikkets
stemning båret karakter; han længes altid,
kan aldrig sige til nuet: »O dvæl! Du er
dog herlig». I ensomhed længes han efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
