- Project Runeberg -  Ord och Bild / Elfte årgången. 1902 /
330

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - En dansk Opera. C. F. E. Hornemans »Aladdin». Af Gustav Hetsch. Med 1 bild

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

330

gustav hetsch.

dighed, a.t Horneman i saa at sige hver
Takt er den samvittighedsfulde, kræsne
Musiker, der kun skriver, hvad der kan
staa for en nøje indgaaende Undersøgelse,
rummer en Fare for hans Opera som
Helhed. Et Gennemsnits-Publikum kan ikke
holde ud at sidde i samfulde 3 Timer og
høre paa lutter fængslende Musik uden at
trættes — NB. hvis det virkelig følger
omhyggelig interesseret med og ikke blot
lader Tonerne gaa ind ad det ene, ud ad
det andet Øre. Det kræver Hvilepunkter,
hvor det ikke behover at anspænde
Opmærksomheden af Frygt for at tabe
Traa-den eller gaa Glip af en værdifuld Tanke,
en aandrig Pointe, et karakteristisk
Udbrud.

De Trivialiteter og Banaliteter, som den
mere udviklede og forfinede Del af
Tilhorerne ærgrer sig over og ønsker borte, er
i Virkeligheden for
Gennemsnits-Publikummet de Mellemstationer, hvor det puster ud
efter de mere interessante og ejendommelige
Afsnit af Partituret, det har arbagdet sig
igennem, og samler Kræfter til de aandelige
Strabadser, der maatte følge paa. Det
forholder sig med dette som med den
dramatiske Spænding 1 et Drama. Er
Spændingen lige intensiv fra først til sidst,
slappes og sløves efterhaanden Tilskuerens
Deltagelse. Kommer der derimod Scener,
hvor man kan faa Ro til at »trække
Vejret», forniaar man saa meget længere at
bevare Modtageligheden og holde sig frisk
til at lade de stærke Optrin virke paa sig.

Det skal ikke benægtes, at der findes
enkelte Trivialiteter i »Aladdin
»-Partituret, særlig i Begyndelsen, hvad der forklares
meget naturligt deraf, at Komponisten
paabegyndte sin Opera, da han var 23 Aar
gammel, og i den Alder er man jo
hverken i Besiddelse af saa megen Selvkritik
eller Selvstændighed, som naar man er 50.
Hvad der i »Aladdin» moder os af mindre
interessant:, er en Tribut til den
gammeldags, traditionelle Operastil med
Tilknytning til de tyske Romantikere. Men disse
blege Afsnit er ikke mange, og naar de
virker dobbelt saa blege i denne Opera,
som de vilde gøre i andre moderne
Operaer — her skal ikke nævnes Navne —,
saa kommer det ganske simpelt af, at der
iovrigt i hele dette store dramatiske
Musikværk er dobbelt saa megen Farvepragt og
Glans, dobbelt saa meget Blod og Tem-

perament og personligt Syn som i — de
andre.

Strax, man hører Ouverturen, føler man
det risle igennem sig med en vis
uforklarlig Foraarsfornemmelse. Der er i den en
Ungdom og Friskhed, en Livslyst og en
Lidenskab, som river en med og løfter
op af Hverdagslivets Graat til Æventyrets
Himmelblaat og Rosenrødt og Sølverhvidt.
Man kommer øjeblikkelig ind i den rette
Atmosfære, ind i Fantasiens straalende
Rige, og man holdes svævende der oppe,
ombølget af Toner, der snart er varme
som Østerlandets Sol, snart kølig-klare som
den rislende Bjærgbæk, snart tunge og
truende som blaasorte Uvejrsskyer, snart
legende lette som den viftende Vind.

I Hornemans »Aladdin»-Musik vinker og
drager det, skæmter og sørger, haaber og
længes og fortvivler. Der er et Væld af
vexlende musikalske Udtryk for alle
Sjælelivets Rørelser. Og de afspejler sig hver
og en i selve Hovedpersonen Aladdin.
Denne unge Knøs har aabenbart staaet
Komponisten nær, er som hans alter ego.
Hans Ungdom og Letsindighed i den
første Akt, hans inderlige Sorg ved Moderens
Grav i sidste Akt og hans
Kærlighedslykke efter Mødet med den elskede
Sultans-datter Gulnare er skildret ikke alene med en
musikalsk Skønhed, men ogsaa med en
Menneskelighed, som man kun sjældent træffer
i en moderne dansk Opera, og som virker
i høj Grad betagende. Og hertil kommer
det fine Udtryk, Komponisten finder for
Moderens Bekymring og Ængstelse, den
mørke, uhyggelige Farve, han lægger over
Scenerne med Noureddin, den festlige
blændende Glans, han kaster over de store
Optrin, hvor Folket træder til. Der er i
alt dette fra først til sidst en Fantasi, en
Idérigdom, en Følelsens Intensitet og en
spændstig Energi, der ikke alene sætter
Horneman meget højt blandt Nutidens
danske Komponister, men ogsaa blandt alle
Landes Opera-Komponister inden for den
nulevende Generation.

Og dog er det, sora om Richard
Wagner og hele den af ham rejste Bevægelse
ikke havde existeret, naar man hører
»Aladdin». Man træffer ingen Ledemotiver,
ingen »Sprechsingen», ingen af de kendte
Wagnerske Klange og Harmonifølger og
melodiske Vendinger. Horneman staar paa
Klassikernes Grund og har ikke fulgt Ope-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:45:26 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1902/0364.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free