Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Søren Kierkegaard. En karakteristik. Af Harald Höffding. Med 9 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sören kierkegaard.
459
mellem personlig Udvikling og organisk
Udvikling. Og medens han fra først af
havde skelnet mellem tre væsentlige
Stadier eller Livsstandpunkter, skyder han
senere mere og mere det andet Stadium,
den etiske Livsanskuelse ud: den bliver
for ham Et med Aandløshed,
Filistrø-sitet. »De Aldre, man i Henseende til
Idealitet kan lære af, ere: Barnet,
Ynglingen, den unge Pige, Oldingen — af den
virksomme Månd,
af den travle
Husmoder lærer man
i denne Henseende
ikke, og hvorfor
ikke? fordi de
væ-sentligen ere
beskæftigede med
Endelighedens For-maal». Altsaa kun
Ungdom og
Alderdom skulle have
Idealitet i sig, men
ikke den modne
og kraftige Alders
Stræben og Virken!
Det kan man kun
mene, naar
Begrebet om Idealitet
enten er romantisk
eller asketisk, eller
begge Dele.
Realismen er her mere
idealistisk end den
overspændte
Idealisme. I selve
Virkelighedens Sammenhæng og i selve
Virkelighedens Arbejde maa den poetiske og
den religiøse Idealitet være at finde, om
den i det Hele skal kunne findes mere.
Og den maa findes der, hvis Slægten
ikke skal opløses; thi paa Haab og
Erindring uden mellemliggende værdifuld
Virken og Virkelighed kan der i Længden
ikke leves. Af selve Virkeligheden maa
de nye Idealer stedse frembringes, som
Gnisten af Flinten; forkaster man Flinten,
bliver Gnisten ogsaa borte. Her ligger
Kierkegaards kolossale Begrænsning.
Og her ligger ogsaa det Punkt, hvor
den, der har været under hans stærke
Paavirkning, maa kæmpe for at frigøre
sig. Mangen ung Månd har trods sin
Beundring for ham kastet hans Bøger
paa Gulvet og vendt ham Ryggen, naar
Livets Ret og naturlige Sammenhæng
gik op for Tanken,
og naar der for
Erkendelsen meldte
sig andre Problemer
end de, der
stilledes i den religiøse
Traditions
Paradoxer. Og
Kierkegaard selv vilde og
kunde ikke have
Tilhængere. Han
vilde ikke! »Jeg
brugte», siger han,
»næsten Halvdelen
af min Kraft til at
modarbejde mig
selv; jeg vilde ingen
Tilhængere have»
(Dagbøgerne 1849).
Han vilde vække
til personlig
Sandhed, som kun kan
vindes ved
Selvvirksomhed, ikke ved
direkte Tilslutning
og Efterligning. Og
han kunde ikke have Tilhængere: det
sørgede han for ved sit sidste Ord, som
var det, at hvad han havde kæmpet for
sit hele Liv, — at det ikke var til!
Under den voldsomme Kamp med Kirken i
sit sidste Aar udtalte han: »Det nye
Testamentes Kristendom er ikke til!» Da
han i den mest lidenskablige Polemik,
det danske Aandsliv har kendt, havde
hævdet denne Sætning, sänk han sammen;
kierkegaards grav paa
assistentskirke-gaarden i köbenhavn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
