Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - »Et Bidrag —». Af Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»et bidrag —»
AF HERMAN BANG.
ET BIDRAG af mig.
Et Bidrag til »Ord och Bild»,
i det svenske »Ord och Bild».
Som om der var noget Sted i
Verden, hvor et Bidrag just fra mig maatte
synes ligegyldigere end i det store og
fjerne Sverige.
Et Samfund tilgiver aldrig eller sent,
at det har ladet sig beruse, om end kun
for en eneste Dag.
Jeg havde min Festensdag i Sverige.
Da Göteborg tilkastede mig sine
Blomster og Stockholm strömmede til
Videnskabernes Akademi og i Upsala
Ungdommens Trængsel spærrede Talerstolen
for den, der skulde tale.
Hvor månge af dem, der deltog i
Festen, er der nu tilbage? Hvor månge
er forsvundet? Änne Charlotte Edgren var
den Garig endnu en borgerlig Frue, der
herskede myndigt i den svenske
Literaturs Hus. Hun tog en Hertuginde-Titel
og döde under en fremmed Sol. Sonja
Kowalewski havde nylig under
Instituttets Kuppel modtaget sit Diplom, og under
den store Verdens Smil skjulte hun et
Hjærte, der var saaret. Viktor Rydberg
viste sig i en Selskabs-Sal for, med en
lidt fyrstelig Nedladenhed, at hilse paa
den fremmede Dreng, der var kommet
for at tale om Literatur. Generalkonsul
Davidson åbnede sit festoplyste Hus,
hvor Ivar Hallström sad ved Flygelet,
mens Grevinde Taube sang . . .
Er det ikke svundne Kredse; svundne
Mennesker; svundne Dage . . .?
Men Rusen var der og efter Rusen
Glemselen.
I Frankrig, Holland, Tyskland, rundt
omkring er jeg den Dag i Dag gennem
mangfoldige Oversættelser (paa Ære, jeg
taler ellers ikke derom og jeg allarmerer
ikke Bladene for hvert Fjed, mine Böger
vinder ud i den store Verden) den levende
Nutid. I Sverige synes jeg, er jeg kun
Fortiden. Og alligevel er det altsammen
næppe tyve Aar siden. Men i Dagene,
som löber, skifter Tiderne hastigt, og faa
er de, som faar Lov at forblive ret længe
paa Scenen foran et Publikum, der
nervöst forlanger Vekslen og Forandring.
Der er imidlertid et Ord om, at hvad
man i Lhigdommen nemmer, det
glemmer man vanskeligt og sent.
Min Interesse for, hvad svensk er,
har jeg i ethvert Fald ikke glemt. Men
fra de vekslende Steder og Lande, hvor
Livet förte mig hen, har jeg, saa godt
jeg kunde, fulgt Mennesker og
Frembringelser.
Det er jo kun rimeligt, at Literaturen
har staaet mig næst.
Der er fra Stockholm saa mærkelig
langt til Europa. Ellers vilde svensk
Literatur i den store Verden være nævnet
langt rigere end den er. Maaske er
ogsaa de svenske Forfattere synderlig
fornemme af sig og de plejer ikke selskabe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
