Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - »Et Bidrag —». Af Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
564
herman bang.
i denne Bog, hvad der for mig er det
höjeste, at leve med Bogens Mennesker.
Jeg var sammen med dem. Og
»Kvinnomakts» tre Skikkelser blev mig kære
som mine bedste Venner.
Jeg kendte Smilene over deres Ansigt;
jeg kendte deres Stemmer og vidste, naar
de ændrede Tonefald; jeg kendte deres
Blik og forstod at tyde det.| Deres Skæbne
var mig Medmenneskers Skæbne.
Og saa — læser jeg i Sveriges
afgörande Kritik, at »Kvinnomakt» er en
ganske middelmaadig Roman.
For en Månd, der selv i mere end
tyve Aar med et vist Held har dyrket
Romanens Kunst, var et saa barokt
Fejlsyn som mit, mildt sagt, forblöffende.
Jeg sagde til mig selv, at enten var
jeg ganske ualmindelig dum, eller ogsaa
var Öresund meget bredt og Begreberne
om Roman umaadelig forskjellige i
Stockholm og i Köbenhavn. I et hvert Fald
forstaar jeg, efter at have erfaret denne
Forskjel i Dommen, saare vel, at saa
faa danske Romaner oversættes paa
Svensk. Öxen vilde være dem vis. Og
danske Böger, der ellers ere dragne et
godt Stykke over Havene, vilde ikke
naa saa langt som til Helsingborg, för
de var revne til de Pjalter, som de
maaske tilhobe virkelig er.
. . . Kun faa er de af Kunstens
Værker og Mænd, som staar længe og
hilses af Generationer. Carl Snoilsky
hörer til disse Mænd.
Jeg har aldrig set ham. Men naar
jeg læste hans Digte, stod hans Billede
for mig som Billedet paa en fornem
Mont, en Medaille præget i Bronce. Jeg
mödte i dette Ansigt, hvad der er mig
skönnest hos Manden: Stolthed.
Og just dette fremmede Menneske
skulde en Dag berede mig en af Livets
uendelig faa Glæder.
Det var i Paris. Ved et Frokost-
bord sagde pludselig en af mine Venner,
en svenskfödt Dame:
»Jeg skal hilse Dem fra Greve Snoilsky.
Han er min Fætter. Der er ingen, der
beundrer »Tine» höj ere end han.»
»Har han da læst den»? spurgte jeg
forbavset og altfor höjt.
»Ja», svared hans Kusine, »og jeg
troer endogsaa mere end én Gang.»
Jeg blev blodröd i mit Ansigt. Fem,
seks Gange i hele mit Liv har
kunstnerisk Ros gjort mig röd . . . Men mange
Gange, naar Tvivlens Dage kom, har jeg
tænkt paa de faa Ord fra Frokostbordet
i Paris, og de har givet mig Mod.
Nu har jeg rigtignok (og det er et nyt
Bevis paa Dommenes Forskjellighed) for
ikke altfor længe siden læst i en Avis,
at Grev Snoilsky ikke længere forstod
sig noget videre paa Literatur.
Men dels stod Bemærkningen at læse
i et Angreb paa det svenske Akademi —
°g Jeg har den Fölelse, at naar det
dejer sig om at angribe Akademiet,
regnes det ikke saa nöje, hvordan
Ordene falder —, dels troer jeg ikke rigtig
paa Carl Snoilskys Uforstand.
Siden læste den store Lyriker flere
af mine Böger. Han gjorde mere end
det. Engang, da jeg stod paa Tærsklen
til Döden, sögte han at tröste mig, mig
den fremmede, den énsomme, den aldrig
séte... mig, der maaske skulde dö.
Et Bidrag til »Ord och Bild». For
alle andre er disse Linier maaske
överflödige og ligegyldige.
For mig er de kære, fordi jeg
gennem dem kan bringe Grev Snoilsky hele
mit Sinds, hele mit Hjærtes Tak.
Rigtignok gives der ædle
Tilskyndelser, til Gengjeld for hvilke Ordet
Tak-er altfor fattigt. Men vort Hjærte finder
nu en Gang i Sproget intet andet.
Det er alt for ringe —• og alt hvad
man kan give.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
