Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det kgl. Theater i Köbenhavn: Carl Nielsens Opera »Saul og David». Af Gustav Hetsch. Med 1 bild
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GUSTAV HETSCH.
Sange, Klaverstykker, en Symfoni i g-moll,
et stort Værk for Soli, Kor og Orkester
»Hymnus Antoris» og en ret omfattende
Musik til Holger Drachmanns Melodrama
»Snefrid» — en Interesse, som ikke blev
mindre, fordi man ikke altid kunde gaa
med til, at de i sig selv var sund och
lödig Kunst, har skabt Carl Nielsen en
Position blandt Danmarks yngre Kompo-
nister. Og jo mere der er fremkommet
fra hans Haand, des stærkere er hans
Position bleven. Selv de, der fandt, at
den Retning, han var inde paa, den Kunst-
opfattelse, han hyldede, var forkastelig,
maatte indrömme, at han havde et ualminde-
ligt Talent, at han besad en ligesaa ualmin-
delig Energi, og at han raadede över en
teknisk Dygtighed, for hvilken man uden
Forbehold maatte tage sin Hat af.
Saaledes var Situationen, da Carl Nielsen
med sin Opera »Saul og David» holdt sit
Indtog paa Scenen. Var man ikke fanatisk
Beundrer af Komponistens Ejendommelig-
heder, maatte man paa Forhaand være meget
betænkelig med Hensyn til, hvorledes
hans Musiker-Fysiognomi vilde tage sig ud
i Rampelyset. Man havde egentlig ikke
faaet Indtryk af, at hans Idéer og hans
Udnyttelse af dem var egnet for dramatisk
Brug. Og man fik efter at ha ve hört
Operaen — endog flere Gånge — ikke
dette Indtryk væsentlig ændret.
Medens Carl Nielsen er en afgjort
symfonisk Begavelse, synes han, efter denne
Pröve at dömme, at savne dramatisk Evne.
Hans Opera indeholder et Væld af interes-
sant Musik, månge baade fint fölte og
ejendommelig tænkte Enkeltheder, og der
er i den Afsnit af stor og smuk Virkning,
men det er kun sjældent, den värmer og
griber. Man forholder sig överfor den op-
mærksomt lyttende og glæder sig över de
talrige Finesser, særlig af kontrapunktisk og
harmonisk Art, Partituret indeholder, —
men egentlig betaget eller begejstret bliver
man ikke.
Det maa regnes Carl Nielsen til Ære,
at han som den fuldblods Nutids-Kunstner,
han er, ikke har villet skrive en Skablon-
Opera efter den gamle Recept, med Knald-
Arier og andet Tilbehör, der kun er bereg-
net paa at fälde i »Galleriets» eller Par-
ket-Parvenuernes Smag. Selv om han havde
villet, havde han ikke kunnet. Den Slags
Glansbilled-Produktion ligger ham saa fjernt
som muligt. Han skriver for et lille ud-
sögt Publikum af Kulturmennesker — og
han har skrevet ogsaa sin Opera saaledes.
Heldigvis!
Men idet han har ladet haant om alt
uægte Glimmer og kun har villet give ægter
personlig Musik, som han kunde staa ved,
Takt for Takt, er han selvfölgelig kommen
til at sætte sig selv ud af Kontakt med
det store Publikum, der Aften efter Aften
skulde fylde Theatret og derved skabe den
store ydre Sukces. Denne er da ogsaa til
Trods for Premierens stormende Ovationer
for Komponisten desværre udebleven.
Tilbage staar saaledes at betragte »Saul
og David »-Musiken fra et kunstnerisk
upper-ten-Ståndpunkt. Man kan her uden
Omsvöb beundre den Opfindsomhed, hvor-
med den thematiske Udarbejdelse er fore-
tagen, og hvormed Orkestrets hele Farve-
skala er anvendt. Det er paa ethvert
Punkt fuldtud kunstnerisk, om end ofte ikke
lidt overraskende. Man træffer hyppig
paa Virkninger, som fåår den uforberedte
Tilhörer til at ryste paa Hovedet, men som
ved nærmere Bekendtskab viser sig at være
ganske logiske — blot vidt forskellige
fra, hvad man er vant til at höre.
Paa samme Maade gaar det til en vis
Grad med hans Motiver. De synes i Reg-
ien temmelig korte og ikke altid lige præg-
nante. I Virkeligheden er de maaske baade
länge og prægnante nok. Men der er det
ejendommelige ved dem, at de saa godt
som aldrig fåår Lov til at udvikle sig i
lige Linje. Begyndelsen af dem er som
Regel ganske naturlig og umiddelbar, men
saa drejer Komponisten, i Stedet for at
fortsætte, som man venter det, af i en an-
den Retning, saa at man förste Gång, man
hörer hans Musik, bliver desorienteret
og kun ved fornyet Bekendtskab med den
opnaar at fölge ham der, hvor han vil hen.
Man forstaar, at denne Form for Motiv-
dannelse ikke er gunstig til dramatisk Brug,
hvor det gælder om, at alting stråks staar
klart og overskueligt.
Det er saaledes kun meget lidt af
Operaen, man fåår umiddelbar Glæde af
den förste Gång, man hörer den: det kri-
geriske Forspil til anden Akt, det af en
meget smuk Nocturne-Stemning baarne
Forspil til tredje Akt, de store Kor, der
tildels er fugerede, og som alle virker ful dt
og helt, visse Afsnit af Sauls Parti, Kær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
